Spionageteknologi

Deightons præcise viden f.eks. om våbenteknologi kommer også en række hemmelige agent-romaner til gode. Her optræder tekniske gimmick´er og dippedutfiduser indlagt i labyrintiske plots. Ligesom man taler om politiprocedureromaner med hele opklaringsmaskineriet og laboratorieapparaturet og computersystemet for fulde omdrejninger, således kan man kalde disse Deighton´er for spion-"procedurals".

Lad mig nævne Spioner har ingen Venner . Dens problematik har direkte sine rødder i brutal tortur og blodige episoder i 2. verdenskrig.
Duel i Sahara er en egentlig thriller om en afhopper fra Kreml, om USA´s elektroniske topeksperter og om KGB´s lesbiske pigespion.
Til Krigsspil foretog Deighton studier i marken i København. Advarsel på dette sted: læs langsomt, om muligt! Her er hans mest indviklede intrigenet spændt ud.

Deighton har sagt: "Jeg skriver ikke bøger for at bringe budskaber til nogen som helst. Så arrogant er jeg ikke. Jeg er underholder, ikke politiker".
Han er i hvert fald en forfatter med sit eget særprægede ansigt, en sprudlende sprogkunstner, en vittig hund, først og fremmest en fortæller. A Storyteller.

Karen Blixen brugte dette ord, Storyteller, som en virkelig hædersbetingelse. Hun brugte den også om sig selv!
Man kan være helt kontant om Deightons fortællekunst: han er altid velsmurt, fyldt op, køreklar. Behagelig tur - ud i det uvisse - ud under spændingens natsorte himmel.