Dickinson skrev også digte, der handlede om berømmelse og succes. Digtene belyser de negative sider af berømmelsen. Hun var fascineret af succes og berømmelse, men ønskede den angiveligt ikke i sit eget liv. I digtet ”I’m Nobody! Who are you?” gyser hun ligefrem ved tanken om at få for meget opmærksomhed. Digtets satiriske tone udstiller berømmelsen som en hul skal. I digtet gør Dickinson nar ad offentligt kendte personer, som praler med deres bedrifter foran en beundrende skare af tilbedere. De sammenlignes med frøer, som sidder og puster sig op og kvækker ved søens bred. Jeget i digtet insisterer på at være ”Nobody”, og hun allierer sig med læseren ved at spørge: ”Who are you? – Are you Nobody too?”. Hun siger, at læseren endelig ikke må prale med at være ”nobody”, for så er der ”a pair of us”. Hun ønsker ikke, at andre skal sprede rygter om dem. Ifølge jeget i digtet har disse offentligt kendte personer intet vigtigt at sige, men de formår at leve højt på andres beundring alligevel. Selv foretrækker hun at forblive ukendt, frem for at være kendt for noget, som ikke har nogen ordentlig substans. Digtet har paralleller til Dickinsons egen liv. De digte, hun fik udgivet i sin levetid, blev alle udgivet anonymt, og dermed kunne hun bevare sin status som ”nobody” i det offentlige og det litterære miljø. Hun brød sig hverken om at blive redigeret eller at se sine digte på tryk. På Dickinsons tid var det normalt at publicere digte anonymt, især for kvinder.
”I’m Nobody! Who are you?
Are you – Nobody – too?
Then there’s a pair of us!
Don’t tell! they’d advertise – you know!
How dreary – to be – somebody!
How public – like a frog –
To tell one’s name – the livelong June –
To an admiring Bog!”
“The Poems of Emily Dickinson”, nr. 260.