Emily Dickinsons digte er intense og følelsesladede. Hun skabte sin egen originale stil, men var stærkt inspireret af salmer og hymner. Hendes digte kan også karakteriseres som aforistiske, det vil sige ordsprogsagtige. En aforisme er et kort udtryk, som udtrykker en tanke eller erfaring. Et tema hos Dickinson er lidenskaben som i ”Wild Nights - Wild Nights!” (269), hvor lidenskaben beskrives som ”our Luxury”. Et forelsket hjerte er umuligt at stoppe: ”Futile – the winds – To a Heart in port”, og at være sammen med den elskede føles som at være i paradis. Et andet tema hos Dickinson er døden og dødens uundgåelighed. I nogle af digtene virker hun nærmest besat af døden. I digtet ”I heard a Fly buzz when I died” er det den fysiske dødsproces, som Dickinson undersøger. I et af hendes bedst kendte digte ”Because I could not stop for Death” (479) bliver døden personificeret, og mødet med døden bliver vejen til det evige liv. I sidste strofe af digtet bliver det tydeligt, at evigheden er målet for livets rejse (i hestevognen): ” Since then 'tis centuries, and yet each / Feels shorter than the day / I first surmised the horses' heads/ Were toward eternity”. Naturen anvendes hyppigt som motiv i hendes digte og forbindes med glæde og skønhed.
Dickinson var hele sit liv optaget af religion og en søgen efter sandheden, og mange af digtene indeholder metafysiske overvejelser. I digtet ”Tell all the Truth but tell it slant – ” (1263) skriver Dickinson, at man kan nærme sig sandheden, men at man (som digter) bør gøre det indirekte. Sandheden skal videreformidles skånsomt til læseren, ligesom man ville gøre det til et barn, fordi den nøgne sandhed kan være skånselsløs og blændende. Andre digte handler om et ambivalent forhold til succes og berømmelse, som på samme tid både efterstræbes og afvises. Digtene ”I’m Nobody! – Who are you?” og ”Succes is counted sweetest” er eksempler på dette tema. Dickinsons eget mislykkede forsøg på at opnå anerkendelse som lyriker i sin egen samtid spiller uden tvivl en rolle her. Kvindens rolle og kvinden som kunstner tematiseres blandt andet i: ”They Shut me up in Prose” og ”My Life had stood – a Loaded Gun”.