Når Adda Djørup bliver spurgt, hvad der er hendes yndlingsroman, siger hun: ”Jeg kan da nævne Virginia Woolfs ”To the Lighthouse”. Den gjorde indtryk på mig, fordi det var en af de første store modernistiske romaner, jeg læste, med en masse stemmer, der væver sig ind i hinanden. Og så kan jeg nævne Celine’s ”Rejse til nattens ende”. Den slog benene væk under mig. Det er den mest rå, illusionsløse roman, jeg nogensinde har læst.” (Kirsten Sterling: Litteraturen som privilegium. Information, 2007-09-29).
Hos Adda Djørup er grumheden ikke nær så eksplicit som hos Celine, men der skrives i hvert fald en række grumme skæbner frem. Blandt andet den psykisk syge Faster Cora i novellen ”Cora” i ”Hvis man begyndte at spørge sig selv”, og også Jorge, der er blevet gal, og araberen, som han slår ihjel, i novellen ”Under gribbesolen” i samme novellesamling.
Desuden er Djørup indimellem lige så fuld af sammenvævede stemmer som Virginia Woolf, blandt andet i novellen ”Under gribbesolen”, hvor flere fortællerstemmer afløser hinanden, og i ”En inderligt ligegyldig historie”, hvor en fortællerstemmes historie benyttes som afsæt for associative indre monologer i hovedkarakteren Anna.
Også Karen Blixen spøger i forfatterskabet. De to forfatterinder deler evnen til at jonglere med identiteter, til at behandle eksistentielle tematikker og til at skrive temaer frem på symbolsk vis. I novellen ”Der er ingen ende på Paris” fra novellesamlingen ”Poesi og andre former for trods” sender Djørup en hilsen til Blixen, da hovedpersonen identificerer sig med ”baronessen” og føler sig som dagens jæger.
Enkelte associationer til den amerikanske forfatter Paul Auster findes også. Blandt andet giver novellen ”Manolito med en halv vinge” mindelser om Austers roman ”Mr. Vertigo”, idet begge fortællinger præsenterer karakterer, der lever på kanten af samfundet, og som kan flyve. Desuden minder karakteren i novellen ”Intime minder om måske aldrig fundne steddragelser” om adskillige af de mandlige karakterer, der befolker Austers forfatterskab. Ligesom Austers karakterer stiller han spørgsmål til sin eksistens og sit eksistensgrundlag.
Sidst, men ikke mindst, kan Adda Djørups poesi og karakteren Emma i romanen ”Den mindste modstand” trække tråde tilbage til Per Højholts Gitte-monologer, og flere af hendes digte og korte noveller indeholder elementer, der kan minde om Peter Adolphsens forfatterskab. Både Adolphsen og Djørup er således drevet af en filosofisk erkendelsestrang og en evne til at parre det hverdagslige med det metafysiske og sammenkoble det med finurlige sætninger og metaforer.