Beslægtede forfatterskaber

I ”Rum” fortælles historien gennem Jacks 5-årige stemme. Et andet værk, der også har en overbevisende barnestemme, er Jonathan Safran Foers ”Extremely Loud & Incredibly Close” (2005), hvor verden bliver skildret gennem den 9-årige Oskars øjne. Litterære klassikere, som også bruger barneperspektivet, er Harper Lees ”To Kill a Mockingbird” (1960), som også handler om voldtægt, eller Günter Grass’ ”Die Blechtrommel” (1959).

Værker som handler om at være indespærret eller kidnappet er f.eks. Stephen Kings ”Misery” (1987) om en forfatters indespærring hos en gal fan, Dennis Lehanes ”Gone, Baby, Gone” (1998) om to detektiver der leder efter en 4-årig kidnappet pige og Ian McEwans ”The Child In Time” (1987) om en børnebogsforfatter, hvis 3-årige barn bliver kidnappet. En bog om det tætte, gensidigt afhængige forhold mellem forælder og barn der lever isoleret fra andre mennesker, er Cormac McCarthys ”The Road” (2006), om en far og søn alene i et post-apokalyptisk USA.

En bog som delvist er fortalt fra et barneperspektiv og som omhandler voldtægt, er Toni Morrisons ”The Bluest Eye” (1970).