Baggrund

Citat
”Jeg drager kort sagt den konklusion at alle (...) af natur uvægerligt må være forbrydere, naturligvis i større eller mindre grad. Ellers vil det være umuligt for dem at hæve sig op over de andre og ikke at gøre det passer naturligvis ikke til deres natur og er efter min mening en situation de heller ikke bør affinde sig med.”
”Forbrydelse og straf”, s. 314.

Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij blev født i Moskva i 1821 og levede en omskiftelig og dramatisk tilværelse. Han voksede op i en søskendeflok på otte på Marinskij-hospitalets område, hvor faren arbejdede som fattiglæge, selvom han også var lavadelig godsejer. Allerede i barndommen spillede litteratur en vigtig rolle. Biblen var den vigtigste bog i det religiøse hjem, men faren læste også højt fra Homer og Cervantes, og Dostojevskij læste tidligt forfattere som E.T.A. Hoffmann, Friedrich Schiller og Aleksandr Pusjkin. Som kun 15-årig mistede han sin mor til tuberkulose, og to år senere døde også faren, under uopklarede omstændigheder.

Dostojevskij blev uddannet på militæringeniørakademiet i Sankt Petersborg og arbejdede som ingeniørløjtnant frem til 1844, hvor han tog sin afsked for at satse på en litterær karriere. Året efter debuterede han med romanen ”Stakkels mennesker”.

Samtidig med sin spirende forfatterkarriere begyndte Dostojevskij dog at gå til møder i Petrasjevskij-kredsen, der dyrkede revolutionære tanker og bl.a. ønskede at afskaffe censuren. I 1849 blev Dostojevskij fængslet og dømt til døden. Først da han stod med henrettelsespelotonens geværer rettet mod sig, blev han benådet og i stedet sendt ti år i arbejdslejr i Sibirien. De sidste seks år afsonede han dog bl.a. som militærtjeneste.

Efter afsoningen vendte Dostojevskij tilbage til Sankt Petersborg, hvor han fik sit andet litterære gennembrud med fangelejrromanen ”Det døde hus” (1860), der blev optakten til de følgende ”store værker” og deres analyse af forbrydelsens psykologi og det religiøse grundsyn, der for alvor cementerede hans plads som en af verdenslitteraturens vigtigste.

På trods af den store kunstneriske succes var Dostojevskijs liv fortsat præget af uro. Han var elendig til at administrere sine indtægter, optog store lån, spillede ofte pengene væk og måtte gang på gang pantsætte selv sine allermest nødvendige ejendele. Flere gange måtte han på grund af økonomiske og politiske problemer søge tilflugt i Vesteuropa.

I 1867 giftede Dostojevskij sig med sin sekretær, den unge Anna Snitkina, som han fik fire børn med. De levede, på trods af en usikker tilværelse, sammen til hans død i 1881. Dødsfaldet og begravelsen udløste landesorg i Rusland.