Den lille roman ”Zapiski iz podpolʹja” fra 1864 (”Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrund”, 2007) er blandt Dostojevskijs mest særprægede og regnes af mange for at være en af litteraturhistoriens første eksistentialistiske romaner.
Romanens kældermenneske er en unavngiven 40-årig embedsmand, der, takket være en beskeden arv, har trukket sig tilbage og nu lever forskanset i sin lille kælderlejlighed i en af Sankt Petersborgs forstæder. Det er alt, hvad vi får at vide om bogens fortæller og hovedperson.
54551355
Fra kælderdybet udfolder romanens første del sig som særlingens indædt spydige men velartikulerede angreb på alle samfundets idealer og forhånelse af alle menneskelige værdier. Han betragter sig som klogere end alle andre men beskriver også sig selv som syg, ondskabsfuld og utiltalende. ”Kan et erkendende menneske overhovedet andet end foragte sig selv?” (s. 35) spørger han sig selv.
Men selvom monologen er fuld af tydelig selvforagt, retter han særligt sin aggressive kynisme mod de moderne mennesker, der ligefrem har ”besvær med at være mennesker, mennesker af ægte kød og blod.” (s. 172). I sin gravlignende afsondrethed – som han på én gang nyder og hader – mener han, at han er mere ”i live” end menneskene på gaden. For kældermennesket er tilbagetrækningen både naturlig og nødvendig.
I romanens anden del genfortæller han de optrin fra sit liv, der er skyld i den fiasko han har oplevet i sit personlige og professionelle liv, inden han isolerede sig i kælderen. Han fortæller om mødet med en fremmed officer og med gamle skolekammerater, der behandler ham nedladende. Kulminationen sker i et møde med den unge prosituerede Lisa. I et desperat forsøg på dog at hævde sig over for nogen, forsøger han at ydmyge hende, men ender selv i ydmygelsen, da hun opsøger ham i hans kælderlejlighed og gennemskuer ham som en usikker og fremmedgjort enspænder, der trods sin isolation er sygeligt optaget af, hvad andre mener og tænker om ham. Oftest ænser de ham dog ikke en gang.