Alexandre Dumas voksede op i relativ fattigdom – Napoleon havde ikke nogen pension til enken efter en general, som var faldet i unåde – med en storesøster og en mor, som tilbad ham. Han var gode venner med jagtbetjentene i skovene omkring Villers-Cotterêts, og strejfede i en tidlig alder rundt og plaffede småvildt.
Et par anekdoter giver en ide om hans karakter: Den første skoledag stod de ældste drenge klar ved indgangen til skolegården og fra et rækværk pissede de ned på ham. Alexandre havde arvet sin fars styrke og fik rasende fat i kraven på anføreren og sendte ham på flugt med en gang stryg. Under flugten tabte anføreren en bog. Alexandre samlede den op og tog den med hjem som krigsbytte. Det var en afhandling om onaniens forbandelse. Hans mor beslaglagde den, og der gik to år, før Alexandre fik fat i den igen og erfarede, at masturbation førte til sterilitet, døvhed og til sidst døden. Rædselsslagen nedtonede han visse vaner.
En mere afgørende erfaring fulgte efter yderligere et par år: Han havde set en ungersvend på frierfod blive til grin efter at være afvist af en rig gårdmandsdatter, og han havde set ham vende byens latter mod datteren og hendes familie ved hjælp af et smædedigt. Alexandre prøvede selv med digte, men det faldt ham svært, og han opgav – ikke desto mindre en indikation af, at hans våben ikke skulle blive sablen, men pennen og ordet.
Som sekstenårig fik han sin første elskerinde, den fire år ældre Aglaé Tellier. Nat efter nat sneg han sig gennem den lille by og over plankeværket til hendes forældres hus og ned under hendes dyne. I samme periode kom en omrejsende teatertrup til byen. Alexandre så “Hamlet”. Det var en åbenbaring, og sammen med vennen Adolphe Leuven grundlagde han en amatørtrup. De skrev deres egne stykker, små lystspil. Senere kom Alexandre i lære som skriver hos en lokal sagfører. I 1823 fik han en stilling i Paris i hertugen af Orleans, den senere kong Louis Philippes sekretariat. Han gjorde forskellige nyttige bekendtskaber i kulturlivet. Sammen med Adolphe og endnu en ven fik han vaudevillen (lystspil) “La chasse et l’amour” 1825 (Jagten og kærligheden) antaget.