Alexandre Dumas’ popularitet steg hele vejen op gennem 1830’erne. Han udviklede sig til en levemand med sans for det bedre køkken og kvinder, som han gerne håndplukkede fra toppen af rollelisten på opsætningerne af hans stykker. Samtidig accelererede hans produktivitet. Han begyndte så småt at hyre historikere til at forsyne ham med råmateriale. Han samarbejdede med yngre forfattere, og han opkøbte rettigheder til værker, han så et uforløst potentiale i.
På vej tilbage fra et ophold i Firenze i 1843 faldt Alexandre Dumas over en bog med titlen “Memoires de Monsieur d’Artagnan, capitaine-lieutnant de la Premiére Compagnie des Mousquetaires du Roi” på biblioteket i Marseille. Han var begyndt at spekulere på om det stof, han orienterede sig i, ikke egnede sig bedre til romaner end teaterstykker, og havde allerede skrevet de første og efter yderligere tre, hvor han eksperimenterede med forskellige genrer og stemninger, lod han sig inspirere af den navnkundige skotte Sir Walter Scotts historiske romaner og skrev ”Les Trois Mousquetaires” (1844) (“De tre musketerer”, 1846).
Fortællingen er solidt forankret i sin tid, 1620-30, med masser af lokalkolorit og Dumas’ karakteristiske vid, uforlignelige ironi, sikre sans for spænding og et romantisk galleri af helte. Det er hovedpersonen, den iltre gascogner d’Artagnan med de indlysende lederevner, charmøren Aramis med den religiøse åre, buldrebassen Porthos med den ligefremme livs- og madglæde og den ophøjede Athos med hang til sortsyn. D’Artagnan kæmper sig ind i musketerkorpset, hvor de tre sidste er medlemmer. Alle har sår på sjælen, et par af dem stammer fra den samme bitre kilde, grevinde Winter, kaldet Mylady, og så er vi tilbage ved det med kønnene. Dumas havde den tvivlsomme fornøjelse at blive udfordret til duel af den dekadente, cigarrygende, bukseklædte forfatterinde George Sand på grund af en uoverlagt bemærkning, og for musketererne er den viljestærke og handlekraftige Mylady en dæmon. Hun optræder som den frygtede kardinal Richelieus hemmelige agent i et komplot mod den smukke dronning Anna, som har tabt sit hjerte til den engelske hertug af Buckingham og lider under sin mand Ludvig den Trettendes blanding af ligegyldighed og mistænksomhed. Det gælder for d’Artagnan og hans musketervenner om at redde dronningens ære og få stillet deres personlige hævntørst.
“De tre musketerer” udkom som føljeton i avisen Le Siècle og Pariserne flåede den til sig. Abonnenterne strømmede til. Dumas benyttede sig af et helt nyt greb, som vi i dag kender som en cliff-hanger. Han efterlod læseren på et sted, hvor det var ulideligt spændende.