I 1870, hans dødsår, sætter Alexandre Dumas sig til rette i en lænestol med et eksemplar af “De tre musketerer” og indfrier et gammelt løfte til sig selv om at læse sit værk igennem, når han blev gammel. Hans søn spørger ham, hvad dommen er. ‘Den er god’, svarer Dumas. Nogle dage senere finder sønnen ham med et eksemplar af hans næststørste succes “Le Comte de Monte-Cristo”, fra 1845-46 (“Greven af Monte Christo” 1955.) og stiller det samme spørgsmål. “Ikke så god som De tre musketerer”, svarer Dumas.
Den italienske filosof og forfatter (til blandt andet “Rosens navn”) Umberto Eco udtrykker det sådan her: “Monte Christo løber i alle mulige retninger. Den er fuld af fyldord, den gentager uden blusel det samme adjektiv med kun en linies afstand, den ophober ubehersket de selv samme adjektiver, den kan finde på at påbegynde en belærende digression uden at være i stand til at afslutte den, fordi syntaksen ikke kan bære, så den prustende og stønnende kommer til at slæbe sig gennem tyve linier, og den måde, hvorpå den tegner følelser er mekaniske og klodset: dens personer enten skælver eller blegner eller borttørrer store sveddråber, der løber ned over panden på dem, eller de stammer med en stemme, som intet menneskeligt har ved sig, springer krampagtigt op af stolen og falder tilbage i den, mens forfatteren hele tiden, som en besat, gentager, at den stol, de netop er faldet tilbage i, er den samme, som de sad i for et sekund siden.” (“Til Monte-Christos pris” i “Om spejle”, side 140)
Umberto Eco mener at forklaringen er, at Dumas er betalt per linje – altså jo flere ord jo flere penge, uanset kvaliteten – men det er han også i mange andre værker, som fremstår anderledes klare og koncise, så det virker ikke, som om det kun kan være det. Et andet bud kunne være at begivenhederne er for tæt på i tid og historieskrivningen endnu ikke har udredt og tilrettelagt dem klart nok, at Dumas mangler afstand til at danne sig overblik og løfte sig op over dem. Under alle omstændigheder kommer Eco ad omveje frem til, at resultatet alligevel er genialt og enestående, fordi redundansen – gentagelserne – og ophobningen af klicheer skaber en kontrastfylde til de dramatiske højdepunkter, hvor hævneren Edmund Dantes afslører sig. Men hvis man ikke bevæger sig i de samme høje sfærer som Eco, så er der fristende at konkludere, at den bare er lige så kedelig, som den virker, og at de dramatiske højdepunkter kan indhentes lidt nemmere med et klik på fjernbetjeningen.
“Greven af Monte Christo” er lang, godt tusinde sider lang, og når det ikke er det dobbelte eller tredobbelte, er det kun, fordi dialogen er pakket sammen i kompakte afsnit i stedet for at være splittet op efter replikker og teksten skruet ned i en minimal punktstørrelse. Handlingen burde være kendt af de fleste efter de talrige filmatiseringer, som den egner sig bedst til: Den unge styrmand Dantes bliver hængt op på en konspiration med Napoleon, som sidder til fange på Elba, af nogle tabere, som misunder ham hans ualmindeligt rene hjerte, hans avancement til kaptajn og hans smukke kæreste. Han ryger i fangehullet på Marseilles svar på fængselsøen Alcatraz, Chateau If, og graver sig ind til en gammel abbed i cellen ved siden af. Abbeden kommer til at betragte den unge mand som sin søn og fortæller ham, hvor han kan finde en stor skat. Dantes undslipper, efter den gamle mand er død små fjorten år senere, og bliver i havet ud for If samlet op af nogle smuglere, som skal til øen Monte Christo, hvor skatten ligger nedgravet. Han finder den, kalder sig greven af Monte Christo og går i gang med at hævne sig på sine modstandere, som, selv om de fremstod som gedigne tabere i bogens begyndelse, har haft enorm fremgang og succes og nu alle sammen er grever og baroner. Men så kan opgørene jo også udspille sig på de bonede gulve og i magtens korridorer, så det passer meget fint.
Avisen Le Journal de Débats bragte et nyt afsnit hver fjortende dag fra den 28. august til 26. november 1844 og igen fra den 20. juni 1845 til den 15. januar 1846 med akkurat samme succes som Le Siècle havde haft med “De tre musketerer”.