American Psycho

“Jeg troede virkelig ikke, at jeg var nødt til at skrive, at det er forkert at dræbe folk”, bemærkede Ellis på sin sædvanlige tørre facon, da folk var gået amok over hans internationale gennembrudsroman “American Psycho” fra 1991 (“American Psycho”, 1991). Mange kunne slet ikke få nok af at hade ham på grund af alle de bumser og kvinder og bøsser og ikke-bøsser, som blev aflivet på den mest brutale måde i romanen, uden at forfatteren på noget sted løftede en pegefinger. Selv rimeligt sofistikerede storby- og studentermiljøer gik i baglås i mødet med det, man ganske rammende har døbt hans grafiske realisme. Hans daværende forlag, Simon and Schuster, var sågar nødt til at sælge rettighederne videre til et andet forlag, Vintage Books under Random House, da medarbejderne truede med at sige deres stillinger op, hvis det udgav bogen. Og i dag er “American Psycho” ligeså kendt for den virak, som stod op omkring den, som for det, den er: en aldeles fremragende roman. Voldsæstetikken, som – hvad der måske nok er værd at bemærke – først anvendes efter 130 sider, administreres køligt og sikkert. “Vanity Fair” eller “gossip”-æstetikken som bærer det meste af bogen med small talk, namedropping og hurtige og hippe observationer er konsekvent gennemført og sine steder vanvittig morsom. Det eneste som er kedeligt – det er til gengæld også ret kedeligt – er hovedpersonen Patrick Batemans langtrukne refleksioner over glemte firserpopnavne som Genesis og Huey Lewis m.fl. Men dem kan man læse hurtigt over.

Patrick Bateman (storebror til Sean Bateman fra “Uskrevne regler”) er Wall Street-børsmægler og yuppie, og når han ikke diskuterer nye slipseknuder med vennerne eller sipper cocktails til snobbede soireer på Park Avenue, slår han ihjel og torturerer. Hvorfor han gør det, er der ingen der ved. Måske er det materialismens skyld, måske er det kapitalismens skyld, måske er det forældrenes skyld. Alle standardforklaringerne dur. Eller også er der ingen af dem, der dur. Ellis selv svarer ikke på, hvad der gør Bateman ond. Det var jo det, som fik folk til at gå bananas. Hvis han havde angivet en grund, havde han også antydet en morale. Måske er det en art fatalistisk pointe, at han ikke gør det – tingene er, som de er – eller måske er det en slags ontologisk pointe: mennesket er bare ondt – et synspunkt, som Ellis har luftet i interviews. Under alle omstændigheder er det ikke svært at forstå, ud fra romanens samfundssyn, hvordan Bateman kan blive ved og ved. Verden omkring ham er så selvopslugt, at den ikke hører ham, da han går i opløsning og endelig indrømmer sine forbrydelser. Folk er ikke længere bare bange for at blande sig som i “Under nul”. De har ganske enkelt ikke længere forudsætningerne for at gøre det, hvis de gad. Civilisationen er smeltet ned og resterne er grundliggende umenneskelige.