“Stærkt røde sokker til slidte jeans” sætter en række tematikker i spil.
Det selvbiografiske er et af bogens gennemgående temaer. Det gælder især forholdet mellem ‘det personlige’ og ‘beskrivelsen’. I et interview har Mads Eslund sagt: “Beskrivelsen af ting eller fænomener er noget elementært poetisk (…) jeg er meget optaget af at beskrive ting og deres relationer i min bog. Beskrivelsen er også naturligvis, et portræt af den der beskriver – den, der ser, hører, oplever og gengiver.” (Djuurhuus, Christian: Mailinterview med digter Mads Eslund 1-3 del. www.VISIR-online.dk, 2008-07-15).
Det personlige kommer til udtryk på flere måder i bogen. Ikke mindst som overordnet rammefortælling. Det er først og fremmest jeg-fortælleren, der binder bogens mange forskellige typer af tekster sammen. Selvom teksterne spænder fra at være tydeligt selvbiografiske observationer til nøgterne beskrivelser af landskabsmalerier, så har de et fælles ophav, én fortæller/beskriver. Det ses for eksempel også i bogens tidslige ramme, der begynder i uge 6 2003 med fragmentariske dagbogsnotater og slutter med intime breve til en kæreste i slutningen af 2004.
I teksten er der dog ikke tale om en udvikling eller en historie, som udfolder sig i tidsperioden, men nærmere en undersøgelse af muligheden for at organisere forskellige fragmenter omkring et menneskes tanker.
Tekstsamlingen fremstår fragmentarisk og fragmenterne har foreskellige former, en af dem er citatet, en anden er brugen af fundne tekststykker. Disse finder man især i de fem sansetekster, der deler bogens suiter op, og i portrætterne af dødsstraffangerne på side 57 og 58. Dødsstraffangerne bliver i bogen portrætteret gennem tekniske protokoller over deres forbrydelser, og hvad deres sidste måltid bestod af.
Med denne teknik tager Mads Eslund noget tekst og placerer det i en anden kontekst, end den var tiltænkt. Han “relativerer, revitaliserer” teksten, som han skriver i bogen (side 12).
Denne teknik er først og fremmest kendt fra multikunstneren Marcel Duchamp, der revolutionerede kunstforståelsen ved blandt andet at udstille et pissoir som kunstværk i 1917. Den slags fundne kunstobjekter går under navnet readymades. Når Mads Eslund benytter den strategi, er det et udtryk for, at han først og fremmest ser sproget, og dermed beskrivelsen, som et poetisk materiale i sig selv, og ikke kun som et redskab til at lave poesi.