Vent på våren, Bandini

Citat
”Han kom gående, med spark i den dybe sne. Her var en mand der havde fået nok af det hele. Han hed Svevo Bandini og boede tre husblokke længere nede ad gaden. Han frøs og havde huller i skoene. Samme morgen havde han lappet hullerne indefra med papirstumper fra en makaroniæske. Makaronien i dén æske var ikke betalt. Det havde han tænkt på mens han anbragte pappet inde i skoene.”
John Fante: ”Vent til våren, Bandini”, side 15.

”Bandini Kvartetten”s første roman ”Wait for Spring, Bandini” (”Vent på Våren, Bandini”, 1990), der udkom i 1938, handler om indvandrerfamilien Bandinis kamp for at komme gennem en kold vinter i 1930'ernes depressionsramte Colorado. Sneen er ligeså dyb som familien er fattig, og det er ikke let at være italiensk indvandrer i det anglo-amerikansk dominerede USA.

Den ældste søn, Arturo (Bandini Kvartettens hovedperson og John Fante's alter ego) er splittet imellem sine forældres forskellige tilgange til tilværelsen som indvandrere. På den ene side kæmper faren Svevo for at blive accepteret som en del af det etablerede amerikanske samfund, mens moren Maria finder trøst i sin katolske tro, som i 1930'erne ikke er en stueren religion på linje med anglo-amerikanernes protestantisme. Som konsekvens er Arturo skrupforvirret. Han ender konstant i problemer og har svært ved at få den strenge katolske baggrund til at harmonere med de følelser som spirer i den 14-årige knægt, hvis interesse for piger er begyndt at indfinde sig. Han er vild med den populære Rosa, men hun ser intet i den lille irriterende italienerspaghetti. Det eneste han er rigtigt god til er baseball, men ligesom faren, som ikke kan få arbejde i byggebranchen om vinteren, må han vente til foråret med at vise, hvad han dur til. Om vinteren er både far og søn værdiløse.

For at kunne belyse historien fra alle familiemedlemmernes (og hønsenes) synsvinkler benytter Fante sig af en 3.personsfortæller, som tillader Fante at lade fokus skifte fra Svevo i de indledende kapitler, for siden at lade Arturo og Maria tage over som fortællingens midtpunkter. Stilen er direkte og realistisk, men Fante benytter sig alligevel af åbenlyse symbolske elementer. Sneen er for eksempel et gennemgående motiv i bogen, som beskriver, hvordan ubrugeligheden ligger som et åg over indvandrerfamilien. Vinterens sne repræsenterer nedturen, hvor familiens sammenhold sættes på prøve, men den indikerer også, at foråret en dag vil komme, hvilket symboliseres i bogens afslutning, hvor et snefnug smelter på farens hånd.