”Ask the Dust” fra 1939 (”I Støvet”, 1989) er John Fante's hovedværk, og romanen regnes for en af de bedste beskrivelser af tredivernes Los Angeles, hvor den unge hovedperson, forfatterspiren Arturo Bandini, ser ”kvinder, hvis sko var værd mere end jeg nogensinde har ejet”, mens han selv ikke får andet at spise end appelsiner og stjålet mælk. Sociale forskelle bliver ikke større end i det Los Angeles, Fante beskriver, men der er ingen revolutionære drømme at spore i romanen: Arturo Bandini er villig til at tage del i den amerikanske drøm og ønsker desperat at blive en stor, anerkendt forfatter. Han skal bare lige finde ud af hvordan, og det er ikke så let. Læseren er konstant vidne til jeg-fortællerens skænderier med sig selv – der veksles mellem dagdrømmerier, hvor Arturo interviewer sig selv som stjerneforfatter, der modtager Nobelprisen, for straks efter at hagle sig selv ned som et talentløst lille skvat, der hverken kan skrive eller score damer. Fortælleren er altså temmelig utroværdig og synes ligeså desperat og forvirret som hovedpersonen selv.
Da Arturo alligevel får gang i en form for romance med en mexicansk servitrice, slår hans desperate mangel på anerkendelse og upriviligerede position som andengenerationsindvandrer med italiensk stamtræ over i en sadistisk trang til at nedgøre hende. Han fokuserer blindt på hendes slidte sko og benytter hver en chance til at gøre hende opmærksom på, at det dog er værre at være mexicansk chiliæder end italiensk spaghetti. Men eftersom foragten for hende bunder i et dybt had til sig selv, er Arturos forsøg på at dominere hende dømt til at mislykkes. Tilbage står læseren med fortællingen om en forvirret ung mand med store drømme, der i sin jagt på den store anerkendelse ikke kan sætte pris på den lille. Han er derfor dømt til at fejle som menneske, men har måske stadig en chance som kunstner.