”Dreams of Bunker Hill” fra 1982 (”Drømme fra Bunker Hill”, 1992) blev John Fante's sidste værk, og da sukkersyge havde berøvet ham synet, måtte han diktere fortællingen til sin kone. I modsætning til ”Bandini Kvartetten”s øvrige bind, er ”Dreams from Bunker Hill” skabt ud fra en tidslig afstand, da Fante producerede sin historie ud fra erindringen om miljøet i 1930'ernes Hollywood.
I ”Dreams from Bunker Hill” sælger Arturo Bandini ud. Han er nu midt i tyverne, og den forhutlede kunstner fra ”The Road to Los Angeles” og ”Ask the Dust” begynder at tage opgaver for Hollywood og arbejde som litterær agent i forlagsbranchen. Der er penge i arbejdet, men Arturo føler, at han prostituerer sit talent ved at gå på kompromis med sin kunst.
Fante, hvis litteratur har et kraftigt selvbiografisk præg, kommer her overens med sit eget ”svigt” som skønlitterær forfatter. Bogen handler om en ung mand, som udmattet af at ofre sig for sin kunst langsomt skruer ned for drømmene til fordel for en løncheck. Desillusionen bliver dog opvejet af stoltheden ved at kunne forsørge sig selv, og Arturo bliver en del af miljøet af fallerede forfattere, som tjener til dagen og vejen ved at arbejde for det Hollywood, de dybest set ser ned på.
Men ser man på fortællerstemmen, er der noget, som tyder på, at Arturo sammenlignet med kvartettens øvrige bind får det lidt bedre i takt med at pengene begynder at rulle ind. Jeg-fortælleren synes roligere og forfalder ikke til tidligere tiders nådeløse angreb på hovedpersonen.
Det står åbent om forandringen i fortællerens psyke hænger sammen med Arturos transformation fra lidende kunstner til almindelig lønslave eller snarere skal forklares med, at bogens forfatter skriver ud fra en fjern erindring. ”Dreams From Bunker Hill” fremstår under alle omstændigheder som den mindst hårrejsende skildring af Arturo Bandini. Den før så desperate hovedperson fremstår i dette bind nærmest afklaret.