Sidste bind i ”Bandini Kvartetten”, ”The Road to Los Angeles” (”Vejen til Los Angeles”, 1991), var egentligt John Fante's første roman, men selvom han allerede skrev den 1933-36, udkom den først efter hans død i 1985. Der er blevet spekuleret i, om forlaget tilbage i 1930'erne blev afskrækket af bogens talrige beskrivelser af, hvad en en ung mand uden et sexliv fordriver tiden med, når ingen kigger. Arturo Bandini er nemlig en hel del bedre til at drømme om piger end til at score dem.
Tidsmæssigt placerer ”The Road to Los Angeles” sig mellem ”Wait for Spring, Bandini” og ”Ask the Dust”. Som titlen indikerer handler den om Arturo's (stadig teenager) første tid i Los Angeles – byen, man drager til for at udleve sine drømme. Men der er ikke mange drømme, der går i opfyldelse for ungersvenden. Han må tage et forfærdeligt job på en stinkende fiskefabrik, men den stolte Arturo forsøger at bilde sig selv og omgivelserne ind, at han blot er ved at lave research til et litterært hovedværk om livet som indvandrer i Californien. Han forsøger konstant at hæve sig over sine omgivelser og fornærmer alle, han kommer i nærheden af. Han læser tyske filosoffer for at virke klog, men han forstår dem ikke, og selvom han selv tilhører den upopulære, italienske minoritet, hakker han løs på havnens øvrige arbejdere fra Filippinerne, Japan og Mexico. Han er med andre ord ikke så lidt af et lille, narcissistisk møgøre med storhedsvanvid. Og han har ikke noget at have det i. Inderst inde ved han det godt, og jeg-fortælleren, som minder om fortælleren i ”Ask the Dust”, afbryder jævnligt Arturo's svulstige dagdrømmerier for at fortælle ham, hvor uduelig han er.
”The Road to Los Angeles” beskriver en ung mands kamp for at få hul i gennem til en verden, som ikke kan se, hvad den skal bruge ham til. Samtidig er den et sjælden litterært indblik i det barske liv som indvandrer i det sydlige Californien. Fante fuldender altså i sit eget liv sit alter ego, Arturo's drøm om at sætte et litterært mindesmærke for indvandrerne på havnen i Los Angeles. Ironisk blev mindesmærket dog først udbredt efter Fante's egen død.