Hungersnød og selvfede stjerner

Citat
“Oliver smilede pludselig. ’To millioner trehundrede og syvoghalvfems tusind pund’, sagde han til gruppen, der havde samlet sig uden for døren. ’Hej! Jeg har News i telefonen’, lød direktørens stemme. ’…vil have fløjet tvillingerne ud. Den døde kvindes tvillinger.’ Mere knasen. Jeg greb mikrofonen og trykkede på kontakten. ’Kan du bekræfte, at de ønsker at evakuere to spædbørn ud af tyve tusind mennesker?’ Der lød mere knasen. ’Bekræftet’, sagde direktøren. ’Skal det absolut være de to?’ ’Bekræftet. Den døde kvindes børn.’ ’Hvad nu, hvis de allerede er døde?’, sagde jeg. ’Vil de tage to andre?’ ’Bekræfter at det skal være børnene af den kvinde, der døde under programmet…tvillinger…’. Mere knasen. ’Jamen, hun er ikke død endnu.’”
Helen Fielding: “En stjernesag”, s. 348-49

Helen Fieldings debutroman, “Cause celeb” fra 1994 (“En stjernesag”, 1998), handler om Rosie Richardson, en kvinde i midten af tyverne, som i kølvandet på et forlist forhold til en håbløs skiderik af en tv-vært rejser til Afrika for at blive nødhjælpsarbejder i en flygtningelejr i det fiktive land Nambula.

Bogen udspiller sig i midtfirserne, hvor verden for alvor fik øjnene op for sultkatastroferne på det afrikanske kontinent, en opmærksomhed, som bl.a. resulterede i de legendariske “Band-Aid”-koncerter og -pladeindspilninger, hvor rockstjerner stillede op for at samle penge ind til de nødlidende. Netop dette fænomen bliver i Helen Fieldings roman genstand for bidende satire, da Rosie forsøger at engagere en række kendisser i kampen mod en truende sultkatastrofe i Nambula. Stjernerne er kun interesserede i at komme på tv og kan slet ikke håndtere realiteterne, da de dukker op midt i flygtningelejrens rædsler. “En stjernesag” udmærker sig således ved på den ene side at være en meget morsom fortælling om vestlig arrogance og snobberiet i de kredse, der dyrker berømthederne, og på den anden side at levere en hudløs og uhyggelig skildring af sultkatastrofens rædsler og den afrikanske håbløshed.

“En stjernesag” bygger til dels på Helen Fieldings egne oplevelser som producer af dokumentarfilm for BBC i Sudan og Etiopien i 1980’erne. Romanen peger imidlertid også frem mod den rolle som skildrer af det moderne kvindeliv, Fielding senere hen fik med “Bridget Jones’ Dagbog”. Rosie er ikke en typisk nødhjælpsarbejder, hun involverer sig først og fremmest i sagen, fordi hendes privatliv sejler, og fordi hun vil så langt væk som muligt fra ekskæresten, den noget ældre og ekstremt dominerende Oliver, som tydeligvis er et forstudie til Daniel Cleaver-figuren i “Bridget Jones’ Dagbog”: En charmerende Don Juan-type, som kvinder ikke kan lade være med at falde for, men som skrider, når det hele bliver lidt for seriøst. Rosie kan da også med sin fornuft indse, at Oliver ikke er noget at samle på, men vender alligevel gang på gang tilbage til ham.

Velgørenhedsarbejdet i Afrika er derfor snarere udtryk for en flugt end et ønske om at hjælpe – i hvert fald til at begynde med. Det årelange ophold i flygtningelejren bliver en dannelsesproces for Rosie, som konfronteret med katastrofen vokser med opgaven og oplever, at hun faktisk kan gøre en forskel. Hendes enmandskamp for at gøre berømthederne hjemme i Storbritannien opmærksomme på sagen forvandler hende fra en usikker og manipulerbar ung pige til en handlekraftig kvinde, der ’kan selv’ og i sidste ende kan indgå et ligeværdigt forhold.

“En stjernesag” er en satirisk samtidsskildring, der dyrker kontrasteffekten mellem komik og tragedie, når beskrivelsen af Rosies kaotiske kærlighedsliv og udleveringen af de selvoptagede stjerner så at sige står side om side med det nærmest dokumentarisk nøgterne portræt af afrikanernes lidelser. I sidste ende er romanen dog først og fremmest en klassisk dannelsesfortælling om at blive voksen og tage ansvar for og hånd om sit eget liv.