Chresten Forsom forsøger som (post)modernistisk digter at føre sproget ud i dets yderligheder, hvor form og sproglige udtryk søger at bringe udgivelsen ud over den traditionelle digtnings begrænsninger. Det er digtning, som søger at overskride digtets rammer og gøre sig til noget andet.
Rent tematisk kredser den omskiftelige stemme i teksten mellem erindringer om provinsens ungdomsliv med trafikdød og kærlighed. Dette suppleres med bevidsthedsmæssige afstikkere til associationer over tidens krige, naturbeskrivelser og finanskrisens fortrædeligheder. Alle disse forskellige temaer vælter ind i mellem hinanden og skaber et virvar af tankestrømme, som tilsammen danner Chresten Forsoms debut.
Samtidig lægger Forsom, med sin udgivelses polemiske udformning uden omslag, afstand til forfatterens píedestal. Ved indirekte at kritisere bogens traditionelle udformning, kritiserer han samtidig idéen om den geniale forfatter som nedfælder sine visdomsord på papir. I stedet søger han at nærme sig en ægte, kropslig repræsentation af den (tanke)verden, han lever i. Denne kritik kan sammenlignes med Claus Bech-Nielsens selvudslettelser og Mikkel Thykiers anonyme tekster. Ved at sløre forfatterens identitet, søger Forsom samtidig at lede læserens fokus bort fra tekstens ophavsmand.