Beslægtede forfatterskaber

Chresten Forsom skriver sig ind i en tradition af dansk formeksperimenterende poesi, hvor sproglige og formelle eksperimenter føres ud i deres ekstremer. Det formelle særpræg ved bogens udformning, hvor omslag og titel ikke eksisterer, giver mindelser om f.eks. Per Højholts ”Punkter” fra 1971. ”Punkter” består af gennemsigtige plastikblade sat sammen med ringe, og har ligesom Forsoms udgivelse intet titelblad eller omslag. Fælles for eksperimenterne er legen med bogens form og en kritisk distance til den traditionelle digtsamlings fremtoning.

I selve teksten nærmer Chresten Forsom sig også Per Højholt i tonefaldet, mens stemmens (eller stemmernes) skiftende temperamenter giver mindelser om den fortællemæssige polyfoni, man finder hos Ursula Andkjær Olsen.

Forsoms tekst nærmer sig sine steder konkret poesi, hvor teksten former et billede på siden, men ønskede alligevel ikke at føre dette til dørs: ”Ved at give teksten den her form skulle den jo også materialisere sig selv. Den måtte gerne pege på sit eget materiale, men det skulle ikke blive konkretisme i Hans-Jørgen Nielsen-stil eller systemtæt som hos Klaus Høeck, som jeg ellers er meget optaget af. Jeg ville gerne åbne rummet lidt. I konkretismen bliver man hurtigt færdig med en tekst, når man har set ideen i den. Jeg ville gerne lave en tekst med mange flere sprækker for betydning.” (Information 2007-10-29.)