Nellies bog

Citat
“Jeg, ku godt prøv og sit det Alt sammen iggen I hodet og det har , Jeg , da ogsaa prøven på lige sidden , sidden hva? den gang . Men dét ingneting som passet til det . Jeg , ka troe dét som der passet dét ku værre Løgen . Dét Løgen&lattin i din MUND ! Løgen&lattin i dit hode ! det blir aldrirg det sammen nogne sind , iggen , og det det ladder som om at dét er samme dét Løgen&lattin i dit HODE”
”Nellies bog”, s. 113-114.

Kan en ordblind skrive en 250 sider lang bog? Svaret er et overraskende rungende ja i Niels Franks dagbogsroman ”Nellies bog” (2013). Her er retstavning og tegnsætning en by i Rusland og det i en grad, der sætter læseren på en alvorlig udholdenhedsprøve. Udstår man prøven, medfører strabadserne imidlertid mægtig humor, sproglig og vel også psykologisk og eksistentiel indsigt?

”din forpullet Analfabbet” lyder det et sted om Nellie, og som alt andet er deklarationen gengivet af og som Nellie selv. Når indholdet fremstår i den ordblindes skamferede stavning, kan det som her kaste selvrefererende humor af sig, men det kan også klargøre en særlig smidighed i det fortalte. Her får det, vi umiddelbart forstår som gængse og uomgængelige bindinger (identitet, køn, nationalitet etc.), lov til at virke i en ubestemt og foreløbig undtagelsestilstand af sproglig regelløshed.

29831505

Denne sproglige pendant til det vilde vesten er kuppet i ”Nellies bog”. Den kommer i dagbogsromanens form, hvori vi møder Nellies angiveligt uredigerede fremskrivninger af begivenheder og optrin. En anden vigtig dimension er bogens gennemførte omslag, der imiterer en ældre, billig, nålestribet notesbog. Måden der skrives på og bogens fysiske fremtræden sammenfattes i den umiddelbart neutrale titel ”Nellies bog”, der velsagtens siger, at dagbogen er skrevet af Nellie, og at Nellie bliver skrevet frem i og med bogen?

Handlingen i ”Nellies bog” ligger ikke under eller bagved den forstyrrede stavning, men er netop indlejret i overfladens krimskrams. Historien om eftersøgningen af den fraværende søster/kusine ”Eileen”/”Elain”/”Elinn Hansen”/”Eilain”/”Eilin” (hendes navn varierer kraftigt gennem bogen) og dagligdagen med reserveforældrene ”Onkle Benn” og ”Tante Hellen” hjemme (?) i USA er således gengivet i en insisterende realtid, hvori dét, der sker, sker når det skrives – eller skulle vi sige kyles af sted? I et intrikat spejlkabinet reflekterer forfatterens fornavn Niels hovedpersonens navn ligesom bipersonen Eileen spejlvender selvsamme navn. Som i Per Højholts dagbogsroman ”6512” (1969) er ”Nellies bog” en fingeret autofiktion i strid modvind: Alt, hvad der minder om autentiske bekendelser, blæses omkuld af en orkan i sproget.

Niels Frank modtog Kritikerprisen 2013 for ”Nellies bog”.