Fra flere sider er det blevet anført, at digtsamlingen “Genfortryllelsen” fra 1988 er Niels Franks hovedværk – eller som minimum at den står som kulminationen på hans forfatterskab i 1980’erne, fordi de digtsamlinger, der foreløbig er fulgt efter, har et markant anderledes udtryk end 80’er-digtene.
“Genfortryllelsen” er ligesom de to foregående digtsamlinger fortættet lyrik, der især arbejder ud fra gentagelsens princip. Et centralt tema i digtsamlingen er kærligheden og med den identiteten. For det virker i digtene som om, den elskede og den elskende glider sammen i tosomheden: “I kærligheden erstatter I hinanden/ så I til sidst ikke ved/ hvem der er hvem./ Dette er tilskrevet/ den anden som var dig” (side 36). Men samtidig kan mødet med den anden også være begyndelsen på en selv: “mød et andet menneske/og begynd forfra, helt forfra/på billedet af dig selv” (side 69).
52503027
Pointen er nok, at identiteten ikke sådan er til at få hold på, den er flydende, som det vand, der gennemstrømmer hele digtsamlingen. I et interview siger Niels Frank om identiteten: “Det har noget med konstant tilblivelse at gøre. At opfinde sig selv hele tiden. Den identitet, der ser ud som en overfrakke, man lige tager på og af igen efter behov, den tror jeg overhovedet ikke på. Identiteten er noget, man uafbrudt skal finde frem til.” (Henning Thøgersen: “Rektor må leve af sin vens rengøringsjob”. Ekstra Bladet , 1999-12-12).
I “Genfortryllelse” er det mødet med det andet, der er anstødsstenen for identitetsskabelsen. Det andet kan være en anden person, en man elsker, men kærlighedsdigtene kan også læses allegorisk som jeg’ets møde med poesien. Der er således en mulig identitetsskabelse i kunsten. Her har man mulighed for at møde sig selv og skabe sig selv på ny. Som titlen også peger på, har fortryllelsen allerede fundet sted, nu gælder det genfortryllelsen, igen og igen.