Omdrejningspunktet i Jonathan Franzens muskuløse roman ”Freedom” fra 2010 (”Frihed”, 2011) er familien Berglund, som lever i det amerikanske midtvesten. Familien består af forældrene Patty og Walter og deres to børn Joey og Jessica.
Patty og Walter passer sammen som fod i hose, ikke mindst fordi de begge er meget opsatte på at gøre det rigtige. Patty, som selv har følt sig svigtet af sine forældre, går så meget op i sine børns ve og vel, at hun – på trods af en universitetsuddannelse – dedikerer sit liv til dem og bliver hjemmegående. Walter, der altid har været den ansvarlige, fordi hans far faldt til flasken og moren var handicappet, er både familiemenneske par excellence og jurist med et hjerte, der banker for naturen.
28719019
I takt med, at Joey og Jessica vokser op, får de et stadig mere problematisk forhold til Patty – og også til Walter, som i sin iver efter at redde en truet fugleart kommer til at sælge sin sjæl til en olievirksomhed.
I betragtning af, hvor mange karakterer, der er på lykkepiller i ”Frihed”, forekommer titlen sært positiv, ja nærmest som en ironisk kommentar dels til blomsterbørns-generationen, der – nøjagtig som Walter – endte med at lade idealerne gå fløjten og lade sig forjætte af kapitalen. Dels som en kommentar til det politiske klima i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor politikerne i den vestlige verden – med den amerikanske præsident George Bush i spidsen – proklamerede krig i frihedens tegn. Og dels som en påpegning af, at den personlige frihed, der er indbegrebet af Amerika, ikke alene er et gode, men også et benspænd.
Gang på gang viser den personlige frihed sig at spænde ben – enten for personerne selv eller for deres omgivelser. Mest markant udtrykkes det i forholdet mellem Joey og forældrene. Joey tager også sine friheder, når det kommer til at være sammen med andre end kæresten Conny, hvilket får hende til at tage en periode på lykkepiller. I det hele taget er sex den mest centrale personlige frihed i romanen. Der bliver bollet til højre og venstre og udenom, og der bliver sågar voldtaget i frihedens navn.
På trods af den lethed, hvormed Franzen udtrykker sig, og den nerve, som han skildrer sine karakterer med, så er det jævnt deprimerende at læse ”Frihed”. Det er, som om alle karaktererne – på trods af alle de gode viljer – er født med et handicap. Et handicap med navnet FRIHED.