Jonathan Franzen tilhører en generation af amerikanske forfattere, der tæller navne som David Foster Wallace, Dave Eggers, Rick Moody, Don DeLillo og Jonathan Safran Foer. Fælles for disse forfatterskaber er deres åbenlyse kritik og parodi af samfundets bizarre træk samt forfatternes evner til psykologisk fintfølende at omfavne deres romankarakterer med sympati.
Franzens stort anlagte og ambitiøst nuancerede USA-skildringer gør det endvidere oplagt at sammenligne ham med nogle af det 20. århundredes største amerikanske forfattere som Philip Roth og John Updike – og med det 19. århundredes engelske Charles Dickens.
Blandt danske forfattere, der beskæftiger sig med lige dele psykologiske portrætter og kulturkritik, er Knud Romer, der med sin debutroman ”Den der blinker er bange for døden” (2006) fremskriver livet i en dansk provinsby med bid og vid. Claus Beck-Nielsen, der blandt andet også er at finde under pseudonymerne Das Beckwerk og Madame Nielsen, kan også nævnes som en forfatter, der i ekstrem grad befinder sig i spændingsfeltet mellem psykologisk (selv)portræt og politisk bidende kritik.
Er man mere til den tyske litterære tradition, kan man kaste sig over Franzens inspirationskilder – Franz Kafka, Thomas Mann og Rainer Maria Rilke. Eller man kan kaste sig over mere samtidige tyske forfatterskaber, der også indskriver sig i en tradition for politisk bid krydret med psykologiske portrætter – såsom Günter Grass.