Fascination af de store modernister har sit naturlige korrelat i afskyen for det overfladiske, flygtige, forsimplede, forenklede etc. Men efter at have prøvet det af i de to første romaner er Lars Frost klar til at give det et udtryk, så lidt flere kan forstå budskabet i den tredje roman, “Smukke biler efter krigen” fra 2004. På omslaget har han skrevet knaldroman, og selv om det stadig er mere roman end knald, så er der ikke tvivl om, at han prøver at skabe et mere imødekommende udtryk.
Hovedpersonen er en ung københavner, som hedder Lasse. En af Lasses venner skal giftes. Det foregår i Island. Lasse ankommer nogle dage tidligere med lidt flere penge på lommen, end normalt er, og indlogerer sig på et vandrerhjem. Under en tur ud i vildmarken forliser han en firhjulstrækker sammen med en gruppe turister, og spørgsmålet om, hvem der skal betale for den dyre vogn, får nu al den plads, som erfaringerne i lavamarken skulle have haft. Lasse og hans medturister gør alt for at forklare sig selv og hinanden, at de er uden ansvar. Midt i hele miseren dukker den mærkelige Tobias op. Tobias er på Island som plejer for den lamme Pelle. Et eller andet stedet i baggrunden spøger Lasses gamle kæreste, Sigrid. Begivenheder tager en fatal drejning. Et makabert drab er de gamle sagaer værdig, men som sådan er det den moderne popmytologi, “Smukke biler efter krigen” interesserer sig for.
25221915
Reykjavik er på det tidspunkt, hvor romanen forfattes, hip og happening, en lille hovedstad, der har trukket centrum for verdens opmærksomhed ud i periferien, som har fået alverdens popikoner til at tage rejsen op i Nordatlanten og feste på den berømte Kaffibarin. Islændingene er selv de første til at fyre op under myten – glade som de jo er for historier, især om sig selv. Men Reykjavik er ikke “verdens mindste storby”, som islændingen bryster sig af, den er bare en lille by, konstaterer Lasse tørt. Han redder sig hjem til København, og romanen munder ud i samtaler med Tobias’ bror om samfundet og forandringer i det halve sekel, der er forløbet siden krigen.
“Smukke biler efter krigen” blev fulgt op af digtsamlingen “Et par dage” fra 2006. Med sine små prosastykker og digte fra rejser i USA og Europa blev den modtaget som en charmerende parentes i forfatterskabet.