Lars Frosts forfatterskab er i evig udveksling med verden og historien: Der citeres, refereres, parafraseres fra alle relevante kilder, fra litteraturens, kulturens, samfundets, verdens og forfatterens eget liv og historie.
Udviklingen i forfatterskabet går fra det hermetiske til det åbne. Og ganske paradoksalt, kunne man mene, samtidig fra det charmerende, legende, imødekommende og venlige til det sammenbidte, sure, ærgerlige for ikke at sige lodret rasende. Frost vender sig mod samfundet, og samfundet vender sig i Frost. Der er meget af det, han ikke kan ha'. Det er ikke alt som går an, synes han, men:
“Hvis nogen står frem i rampelyset, kommer det altid til at handle om ham eller hende. Folk kan sige de mest absurde ting, men det eneste, man taler om, er hans slips eller hendes frisure. Det er så tåbeligt, men hvis man råber op om, at samfundet er overfladisk, er reaktionen fra samfundet bare: Hvorfor er du så vred? Det handler ikke om, hvorvidt der er noget reelt i den vrede. Det handler ikke om, hvorvidt den kyniske tilgang til verden eller det selvhad, der kommer til udtryk i bøgerne, har nogen bund i virkeligheden.” (Carsten Andersen: Kommende krimimillionær har altid været deprimeret. Politiken, 2001-03-26). Med ”Havet” har Lars Frost dog for en stund forladt det vrede perspektiv til fordel for en begejstret, ordfejrende fantasi.
Overfladedyrkelsen er forfatterskabets idiosynkrasi, energikilde og hovedtema, det er det, der varieres over mere og mere eksplicit i Velfærdstrilogien med selvbedrag og bedrag blandt borgere, borgerlige og antiborgerlige fra Anden Verdenskrig og frem som de dominerende subtemaer.
Det hverdagslige fylder meget med gåture, barture, rutiner, en optagethed af det, vi gør hver dag. Som fortælleren Pelle formulerer det i ”Og så af sted til Wien”: ”At skære en tomat med den uhåndterlige ovale form, at skære sådan én i stykker, eller at pille et æg eller et løg, at låse en dør op i første forsøg, at tage ur på. At tage ur på? En vidunderlig serie af præcise bevægelser. Små bitte bevægelser. Mirakuløse hver for sig. Mirakler af den slags, der former en hverdag” (s. 75). Denne nidkære registrering af små bitte bevægelser er et særkende ved forfatterskabet, der dog også hæver det idiosynkratiske blik og temperamentsfuldt diskuterer tager aktuelle emner, personer og debatter. Tonen i bøgerne er ofte hånlig og næsten arrogant, men det kontrasteres af en underspillet humor og et både skarpt og vittigt blik. Den slentren, der findes hos mange af karaktererne, findes også i sproget, der med stor mundtlighed kommer på afveje og nye tanker undervejs.