Ikke lang tid efter Lars Frosts debut “Og så af sted til Wien” udkom, opstillede Weekendavisens Lars Bukdahl et signalement af forfattergenerationen som var født efter 1970. Han fandt ti særtræk: 1. Sødme, charme, venlighed. 2. Rod, digression, pludder, ævl. 3. Pyntethed, udsøgthed, filigranagtighed (gerne i metaforer). 4. Ideer. 5. Spøjse påfund, kække koncepter, fikse ideer. 6. Genbrug af tressertricks som meta, system, konkretisme og almindelig selvbevidsthed. 7. Citat, intertext, pastiche, parodi. 8. Privateri, bekendelse, intimitet, (hverdags-)banalitet. 9. Politik, samfundskritik, teori, filosofi. 10. Kissemisseri. (Weekendavisen, 2000-12-29).
Meget af det passer stadig på Lars Frost. Men man kan godt stryge sødmen. Den er det så som så med. I hvert fald indtil ”Havet” (2020), der er direkte sødmefuld i sin kokette lovprisning af livet og litteraturen. Til gengæld er han ikke alene. Lidt af den vrede og skuffelse, han giver udtryk for mærkes i forskellig omfang og form hos en række af hans generationskolleger som Lars Skinnebach, Mette Moestrup og Ursula Andkjær Olsen, og den understreger båndet til foregående generationer.
Med forherligelsen af ødemarkslivet og mandefællesskabet i slutningen af “Skønvirke” er vi durk tilbage hos Aksel Sandemose, som også var så ærgerlig over selvstændige madammer og snadren i andedammen, at han drømte om forløsningen i de store skove i Canada og gerne satte det op med et mord og en fabuleren som udartede sig i tungetale, syner og bevidsthedsstrømme.
I det hele taget har krimien og den seriøse litteratur kørt et tæt parløb. Steen Steensen Blicher tilskrives det første genreværk, “Præsten fra Vejlby”, og de fleste tungere forfatterskaber herefter rummer et mord eller to.
Som afsæt for et salonstudie af borgerskab og middelklasse er “Skønvirke” i sekvenser en ren Leif Panduro – og når Frost i interviews leger med tanken om at skrive en tv-serie kan man med netop Panduro in mente kun håbe, det bliver ført ud i livet.