Simon Fruelunds stil kan beskrives som en minimalistisk realisme, som kan sammenlignes med amerikanske Raymond Carver. Dennes noveller befinder sig altid på et nutidspunkt, hvor refleksionen ikke er kommet endnu. De hverken analyserer, forsvarer eller kritiserer – de fremstiller. Og de er utroligt nærværende. Carvers noveller er dog i langt højere grad end Fruelunds talesprogsprægede, og de har en meget afslappet fortæller. Hos Fruelund er alting mere køligt og stiliseret: “intensiteten ligger i, at det ikke bliver sagt, at de ikke råber og skriger til hinanden” (Jan Bruun Jensen: I virkelighedens tyste billede. Standart, 1998-02-01). Dette får tankerne til at falde på en række danske forfattere, eksempelvis Helle Helle, som med sit forfatterskab også hører ind under den minimalistiske realisme. Det samme gør Christina Hesselholdt med sin “Marlon”-trilogi og Solvej Balle med romanen “Ifølge loven”.
Fælles for dem alle er, at det buldrer og brager lige under overfladen, ligesom hos Ernest Hemingway, der også er kendt for sine noveller, hvor man kun ser toppen af isbjerget, mens resten er skjult under vandet.
I Fruelunds romaner “Borgerligt tusmørke” og ”Pendlerne” finder man i kompositionen paralleller til både Peer Hultbergs “Byen og Verden” og Helle Helles “Eksempel på liv”. På linje med Fruelund beskæftiger Merete Pryds Helle og Ursula Andkjær Olsen sig med det at overskride en medmenneskelig afstand, og de kritiserer den samfundsmæssige tilstand i Danmark i dag, det at vi ikke kan åbne os for hinanden, de andre, det fremmede – og dermed verden. Merete Pryds Helles roman “Oh, Romeo” er en moderne gendigtning af “Romeo og Julie” i form af kærlighedshistorien mellem den lyshårede og højtuddannede Julie og den iranske taxachauffør Romeo. Romeos far er muslim, og Julies far er borgmesterkandidat for Dansk Flagparti. Ursula Andkjær Olsen beskæftiger sig med nogle af de samme problemstillinger i digtsamlingen “Skønheden hænger på træerne”, hvor hun bekræfter ideen om, at afstanden må overvindes, uden at forskellene fordamper. Hun vil gerne fremstille tingene, som de kunne være, og dermed verden som værende fuld af potentialer. Begge bøger sætter, som Fruelund, fokus på dem og os, der er flest af.