Simon Fruelunds “Planer for sommeren” fra 2002 er noveller med mere, som der står på bogens forside. Udover novellerne eksperimenterer Fruelund i bogen med dokumentfiktion som brevformen, dagbogsoptegnelsen og en skolestil skrevet af en pige i syvende klasse om hendes sommerferie (“Min sommerferie”).
“Planer for sommeren” er delt op i tre dele, hvor de to sidste hver især udgøres af to længere fortællinger.
Første del består af 14 kortere tekster. De er som i “Mælk” forholdsvist korte og knappe på informationer, men de er samtidig mere stemningsbårne og på vej i retning af noget absurd og sært. Fælles for dem er også en litterær selvfordobling – tekstens virkelighed møder tekstens fiktion. Som i den første tekst “Brevveksling”, hvor en ældre mand skriver et brev til en ungdomsveninde. Virkelighedens kedelige støvregn bliver mildest talt overdrevet: “Det regner, skrev jeg, jeg sidder her ved vinduet, og det regner. Jeg ser på vandet der driver ned ad ruden, og forestiller mig at jeg sidder på bunden af et stort hav. Jeg synes det var en god indledning; den kunne føre til hvad som helst” (s. 9).
I novellen “Vidnesbyrd” møder man manden, som med en kikkert fra sit vindue ser en nøgen kvinde blive slæbt over en parkeringsplads af to mænd fra det lokale supermarked. Han ser ganske passivt til fra sit vindue, og det er meget tvetydigt, hvad der egentlig er sket.
24019918
I anden del af “Planer for sommeren” bliver verden opløst i en mangfoldighed af virkeligheder og synsvinkler. “Der sidder en mand i bussen” er en lang tekst om en bustur gennem København, hvor hver passagers udseende, tanker og følelser om sig selv, tilværelsen, hverdagen og hinanden bliver beskrevet ganske kort. Det er en helt almindelig bustur på en helt almindelig dag i København. Næsten da.
Tredje del – titelnovellen “Planer for sommeren” – er en fortælling om frygten for døden, og hvordan den forhindrer hovedpersonen i at lægge planer for sit eget livs sommer.
I “Planer for sommeren” lader Fruelund virkeligheden filtreres af flere synsvinkler i den enkelte tekst, og han får mange forskellige vinkler med, fordi han vælger fortællere fra alle livets aldre og fra begge køn. Teksterne er fulde af kontraster, og ofte er der flere fortællinger, der griber ind i hinanden. I mange af historierne er det det udeladte, som giver dybde. Dette understreger den underspillede og sære stemning, som er gennemgående i samlingen. Man har en fornemmelse af, at der er noget rivende galt med idolet i “Fanbrev”, og man får aldrig svar på, om Elisabeths mand nogensinde kommer hjem i “Et opkald”.