I “Borgerligt tusmørke” fra 2006 møder vi systematisk alle beboerne på Dantes Allé og den overforliggende boligblok Mosehøj. Bogen er ikke en roman i traditionel forstand, men består af en række miniportrætter af beboerne på de 86 matrikler i bedsteborger- og middelklasseidyllen samt underklasseblokken på den anden side af mosens 12 etager.
Eksempelvis det ældre ægtepar, som elsker italiensk mad, har balinesiske kurvemøbler i vinterhaven og stemmer på Dansk Folkeparti. Eller pølsemanden, hvis indtægt er truet af McDonald’s og shawarmabarerne inde i indkøbscentret. Heldigvis gør hans kone rent i villaerne på den anden side af mosen – sort. Eller parret der får grøntsager fra Aarstiderne, selv om de aldrig er hjemme til at spise dem, og naboerne til det lesbiske par, som ikke har noget imod lesbiske – de mener bare ikke, de har noget tilfælles.
Midt i bogen er et fiktivt historisk afsnit, som beskriver områdets udvikling fra de første mennesker flyttede dertil til i dag. På den måde fungerer selve kvarteret som hovedpersonen i romanen, og det midterste afsnit er en diskret dekonstruktion af denne – og af den danske identitet. Fruelund læner sig op ad den historiske teori om, at danerne var nogle, der kom til udefra. Det passer sammen med bogens tema om indvandring, for i nutidens Danmark rykker et nyt fremmed folk ind udefra – indvandrerne. Dansk selvtilstrækkelighed og angst for (det) fremmede bliver et gennemgående tema i romanen, som lægger op til en overvejelse omkring den danske identitet – er den nu så enkel endda?
26820324
“Borgerligt tusmørke” viser læseren de meget forskellige menneskers liv i korte, men karakteristiske klip fra den enkeltes hverdagsliv, der skal vise os, at disse mennesker i virkeligheden alle befinder sig i samme uudtalte og formålsløse cirklende situation. De går rundt hver for sig uden nogensinde at mødes: “uden nogensinde for alvor at vove den mellemmenneskelige kontakt, der kunne åbne døren til de andres verdener – verdener, som beboerne på Dantes Allé ellers har meget travlt med at drømme og fantasere om” (Elisabeth Friis: “Helvede er ikke de andre”. Kronik i Kristeligt Dagblad, 2006-10-20).
Men personerne i “Borgerligt tusmørke” er stadig portrætteret nuancerede og som om, de har en chance for at ændre deres livsførelse. Og begge sider af sagen er med – der er privilegerede mennesker, som er småracistiske og indvandrerfjendske, men der er også den kriminelle indvandrer, den diktatoriske fader og en indvandrerdreng, som får bank af de andre, og det ligger mellem linierne, at det er, fordi han er blevet lidt for dansk og læser bøger.
Simon Fruelund mener, at i mødet med det fremmede bliver der prikket til ens egen måde at leve på. Og hvis man ikke kan tage imod det fremmede, er konsekvensen, at det hele bliver for “pænt” – måske endda så pænt, at man til sidst ikke kan trække vejret og tager bilen og forsvinder som manden fra nummer 49 i romanen. Han tager ned for at hente mælk, og så kommer han ikke tilbage igen. De finder hans bil et sted i Sydfrankrig.