Pointerne i Simon Fruelunds tekster er ikke ligefrem pindet ud. De er som oftest underspillede og antydede, og man kan let blive i tvivl. Er der mon overhovedet en pointe? Ifølge anmelder Erik Svendsen skriver Fruelund sig ind i en realismetradition, “som har eksisteret længe, uanfægtet af æstetiske modeluner. Verden er genkendelig, til at tage og føle på, og menneskene har en hensigt med deres handlinger” (Erik Svendsen: Debut-noveller med fin indre sammenhæng. Anmeldelse i Jyllands-Posten, 1997-03-18).
Fruelund skriver på en måde, som virker barberet. Knappe informationer, få personer, enkle ord: “Jeg skriver hele vejen igennem på den måde – i et forsøg på at nå det punkt, som også Carver (Raymond Carver, red.) kan ramme mig med, netop fordi der ikke er refleksioner, fortolkninger og analyser bygget ind i personerne. De fremstår som dét de siger og gør, og det er dét, som står der, og alle tingene bliver således ligestillede” (Jan Bruun Jensen: I virkelighedens tyste billede. Interview i Standart, 1998-02-01).
Det er op til læseren selv at engagere sig og fylde de efterladte huller ud. Ifølge Fruelund selv skriver han historier, der kradser og er vedkommende. Alvoren er med vilje skildret på en måde, så den ofte virker underspillet: “Når jeg nærmer mig det smertefulde, vælger jeg instinktivt at skrue lidt ned i stedet for at skrue op. Situationens alvor skal helst forplante sig til læseren” (Karen Louise Erichsen: Historier der kradser. Interview i Information, 2002-04-17).