Kim Fupz Aakeson

Kim Fupz Aakeson debuterede i 1993 med sin første roman rettet mod et voksent publikum. ”Min Laslo” er en eksperimenterende og rørende beretning om den unge saxofonist Laslo og hans forhold til den smukke sangerinde Nicole.

En alvidende jeg-fortæller indleder med at fortælle, at han sidder oppe en sen nat og skriver, og understreger dermed fra bogens indledning, at det blot er en fortælling, han finder på: ”Den er bare et indfald sådan en sort nat hvor jeg ikke kan falde i søvn, det er ikke andet” (s. 5).

Det ligger som forudsætning for Fupz Aakesons debutroman at illustrere, hvordan man altid bliver påvirket af en historie, selvom man er bevidst om, at det blot er fiktion. Og Fupz Aakesons mission lykkes: ”Min Laslo” er en gribende fortælling, hvor man tager sig selv i at håbe det bedste for det unge par, selvom man konstant bliver mindet om, at de ikke reelt eksisterer.

Selve fortællingen har Laslo som omdrejningspunkt. Han er en ung saxofonist, som har et godt udseende, men sjældent penge. I en ikke navngivet, fiktiv storby vælter han sig i affærer, indtil han møder sangerinden Nicole. De forelsker sig og flytter sammen i hendes lejlighed, mens de begge forsøger at tjene penge og få fodfæste i byens musikscene. Mens Laslo ikke får de jobs, han håber, ender et af Nicoles demobånd i hænderne på de rette. Nicole begynder at indspille og turnere med større kunstnere. Laslo ved, at han burde være glad på hendes vegne, men misundelse og frygten for at miste Nicole betyder, at Laslo i stigende grad træffer de forkerte valg.

Fupz Aakesons beskrivelser af kærligheden og frygten for at miste den er fremragende. Med en veludviklet sans for detaljen beskriver han misundelse og mistro, som de fleste kender. Man lider med den fiktive hovedperson, som desperat forsøger at få Nicole til igen at kalde ham ”min Laslo”, som hun gjorde, da forholdet var nyt. Dermed får titlen sin dobbeltbetydning: Den dækker dels Laslos kamp for at bevare Nicole og dels fortællerens indgriben, som understreger, at Laslo er hans kreation.

Ligesom debutromanen er Kim Fupz Aakesons roman ”Lyden af Eva” fra 1994 ikke mindst en bog om at skrive. Jeg-fortælleren er en nogen-og-tredive-årig forfatter, som har oplevet succes med sine tre tidligere bøger. Da han savner inspiration til sin fjerde, ringer han til kontaktlinjen 159 for at afsøge de historier, der kan gemme sig der. Næsten uden at gøre sig det bevidst ender han med at udgive sig for at være en ung kvinde, Eva, da han får en mandlig person, Adam, i røret. Det bliver indledningen på en lang række samtaler, som gradvist eskalerer.

Den bibelmetaforik, som hovedpersonernes navne mere end antyder, lader sig langsomt udfolde: Kvinden der forråder manden. I ”Lyden af Eva” er paradokset, at kvinden slet ikke er kvinde. Den bibelske metaforik er mere en underfundig baggrund til en historie om leg med kønsidentiteter og ikke mindst faren ved at udviske grænsen mellem virkelighed og fiktion.

I sine daglige samtaler med Adam begynder fortælleren at opdigte Evas fortid. Han skriver hendes fiktive historie, som for Adam fremstår som sandheden om en tragisk kvindeskæbne. En fiktiv Eva, som knuser alle mænd, hun kommer i nærheden af; en bibelsk parabel og moderne Pandora i én.

Langsomt skrider grænsen mellem fiktion og virkelighed. Evas historier og de stævnemøder, ”hun” sætter op med ham, begynder at påvirke ham. Mens Adam tigger om et reelt møde med den Eva, han møder i telefonen, bliver han mere og mere rådvild frem mod romanens dramatiske finale, hvor grænsen mellem virkelighed og fiktion bryder helt sammen. Fortælleren bliver til tider nærmest fanget af sin egen kreation, hvilket stilistisk underbygges af, at vi aldrig hører fortællerens navn. Det eneste navn, han går under, er det pigenavn, han har givet i en telefonsamtale: Eva.

”Lyden af Eva” er en fængslende, unik og meget poetisk roman om grænsen mellem fiktion og virkelighed. Ligesom i ”Min Laslo” er romanens omdrejningspunkt skaberværket, og den måde enhver modtager vil opleve fiktionen på.

Hvis man kender en lille smule til boksesportens vægtklasser, giver titlen en indikation af det persongalleri, som udgør Kim Fupz Aakesons hidtil længste roman. ”Mellemvægt” fra 2002 foregår inden for og ikke mindst uden for ringen i københavnske boksemiljøer.

Vi følger fem mænd omkring de 30 gennem deres forskellige kampe med indre dæmoner. Michael er en tidligere bokser, som i bogens indledning vågner op med hukommelsestab efter en bilulykke. Da han langsomt genvinder sin realitetssans, sætter han sig for at finde ud af, hvem han var før ulykken.

24509729

Svend og Bjarne har deres hverdag i bokseklubben CIK på Christianshavn og kæmper begge med personlige og ægteskabelige problemer.

Bjarnes bror Troels er lettere retarderet og bor stadig hos sin mor i en alder af 28. Den eneste hovedperson, som ikke er direkte forbundet med boksning, er Karsten, som i romanens begyndelse bliver løsladt fra fængslet efter en 4-årig voldsdom.

Romanens alvidende 3.-personsfortæller lader os få indsigt i, hvilke tanker de fem mænd gør sig. Fupz Aakeson benytter igen krydsklipning til effektivt at vise, hvorledes samtaler kan opfattes forskelligt af forskellige personer. Gentagne gange bliver vi gjort bevidste om forventningerne til et møde hos én person, mens vi senere erfarer, hvordan dette møde udfolder sig fra en andens perspektiv.

Fortællemæssigt skifter synsvinklen løbende mellem de fem hovedpersoner og afslører gradvist den fortid, som binder dem sammen. ”Mellemvægt” udfolder sig dermed nærmest som et puslespil, hvor brikkerne langsomt falder på plads. 

Om end Kim Fupz Aakesons sjette roman ”Kommando Villavej” fra 2006 også tager udgangspunkt i krydsklipning mellem flere hovedpersoner, er det en mere dramatisk og samfundsorienteret roman end de foregående.

Romanen har tre hovedpersoner, hvis veje vi følger separat indtil de slår følge midt i bogen. Ulrik bliver en dag taget som gidsel under et bankrøveri og forandrer fuldstændig personlighed. Fra at være en almindelig familiefar bliver han besat af at undvige alt det ligegyldige og gøre en forskel.

26469651

Han render ind i den tidligere overvågningsmand Mik, som efter at være blevet forladt af sin kæreste, er fanget i en nedadgående spiral af alkohol og destruktiv lyst til at ødelægge alt. Trekløveret fuldendes, da de møder Skipper, som kort forinden er blevet fyret fra sit job ved metroen og samtidig er blevet smidt ud af hjemmeværnet.

De tre desillusionerede hovedpersoner begiver sig ud i et sært uforklaret fællesprojekt: De giver sig til at ridse systematisk i alle biler, de kommer i nærheden af. Uden yderligere forklaring bliver dette en slags samfundsprotest. Ulrik fordi han vil gøre en forskel, Mik fordi han gerne vil ødelægge ting og Skipper mestendels, fordi han får selskab af de to andre. Under navnet Kommando Villavej får gruppen stigende medieomtale og følgegrupper landet over gennem deres bilridsningsaktioner.

”Kommando Villavej” udfolder sig som karakterstudie: Både Ulrik, Mik og Skipper er tragiske personer, men skildringen af ikke mindst de to førstnævnte er i lige så høj grad ironisk. Både Ulrik og Mik fremstår ufrivilligt komiske i deres hhv. idealistiske og destruktive forsøg på at gøre en forskel. ”Kommando Villavej” er en både rørende og underfundig skildring af tre desillusionerede mænd, hvis møde ender med at ændre samfundet radikalt.

I ”Jonna er 54” fra 2009 vender Kim Fupz Aakeson for første gang siden ”Lyden af Eva” tilbage til at have én reel hovedperson. 54-årige Jonna lever et ensomt og isoleret liv uden nære venner, kolleger eller mand. Hun er pantefoged og varetager usentimentalt rydningen af gældstyngede virksomheder.

Jonnas maniodepressive søn Peter, der er maler, har flere gange forsøgt selvmord, og i bogens åbning gør han det igen. Hans forlovede forlader ham, mens han ligger på hospitalet, og da han bliver udskrevet, flytter han hjem til sin overbeskyttende mor.

27693318

Peter fatter interesse for Jonnas hushjælp Katrine og vil gerne bruge hende som model til sine malerier. I håbet om at han vil få det bedre, hvis han igen begynder at male, betaler Jonna Katrine for at sidde model.

Da Peter og Katrine indleder et seksuelt forhold, begynder Jonna at betale Katrine yderligere for at opretholde dette forhold, og Katrine bliver en slags prostitueret, betalt af Peters egen mor.

Mens vi følger Jonnas trivielle hverdag og hendes kamp for at gøre Peter glad, klippes der til fortællinger fra hendes ikke udpræget lykkelige barndom og ungdom. Romanen opnår ikke mindst sin dramatik gennem det næsten totale fravær af reaktion og følelser hos hovedpersonen – i sin beskrivelse af en skæbne, som lader til blot at lade livet diktere sig selv uden nogensinde at træffe nogen reelle valg. Jonna fremstår hverken frustreret og livstræt eller tilfreds og glad. Kun i forholdet til Peter udviser Jonna følelser, men her er de til gengæld så koncentrerede, at hun træffer de forkerte valg i sin iver efter at gøre Peters liv godt.

Studiet af Jonna på 54 er en foruroligende beskrivelse af en sært karakterløs hovedperson. Kim Fupz Aakeson skaber et portræt af en kvinde, der er så skræmmende grå og ordinær, at historien bliver det modsatte. 

Kim Fupz Aakesons roman fra 2018 opleves nærmest som afslutningen på en trilogi. ”Bådens navn” deler ikke blot den nærgående, socialrealistiske personskildring med sine to forgængere: Romanens apatiske jeg-fortæller er en litterær tvillingesøster til Jonna fra ”Jonna er 54”, bogen omhandler følgerne af et ikke helt tilfældigt dødsfald præcis som i ”Pragtfuldt, pragtfuldt!”, og den rolige optegnelse af dagligdagens tristesse viderefører tonen fra forgængerne.

53944000

Det midaldrende ægtepar Susanne og Mogens bor i rækkehus i forstæderne. Hun er fængselspræst, han arbejder i Arbejdsskadestyrelsen, de har en voksen datter og et sommerhus i Sverige, og nu vil Mogens også gerne have en båd. Han taler om den brusende frihed på havet og glæden ved at stå ved roret, men Susanne er skeptisk og indvilliger kun mod, at de ændrer bådens navn, selvom dette siges at bringe uheld. Da Mogens har fundet den rigtige båd, gennemfører de en rituel omdøbningsceremoni, men allerede på en af parrets første ture går det galt; det begynder at blæse, bommen rammer Mogens i hovedet og han ryger ud over rælingen. Susanne er blevet oplært i diverse redningsmanøvrer, men noget indeni hende nægter at vende om, og i det øjeblik – alene ved roret på vej væk fra sin druknende mand – oplever hun præcis den brusende frihed, som Mogens talte om. Mogens’ krop skyller ind på Faxe Strand få dage efter.

Datteren og vennerne forsøger at hjælpe Susanne, som reelt lader til at få mere ud af samtalerne med fængslets indsatte, mens hun langsomt optrapper sine daglige alkoholrationer og skubber stort set alle fra sig. Men romanens dramatiske essens skal findes i Susannes nænsomt optegnede indre monolog. Hendes næsten uigennemtrængelige apati er på én gang rørende, frastødende og elementært fascinerende. Dermed træder Susanne smukt i karakter som en kvindelig dansk udgave af Raskolnikov, Dostojevskijs berømte antihelt fra ”Forbrydelse og straf”. Begge hovedpersoner udtjener den mentale straf – ensomhed og samvittighedsnag – efter at have begået et mord.

Kim Fupz Aakesons ”Fangeleg” fra 2022 er en slags kollektivroman, hvor fortællerperspektivet skifter mellem de tre fængselsvagter Sammi, Henrik og Miriam, som vi følger i deres arbejde i fængslet og i deres liv uden for murene. I miljøet omkring fængslet er modsætningerne tegnet hårdt op, det er vagter mod indsatte, brune mod hvide, mænd mod kvinder, kristne mod muslimer og Enghave mod Kokkedal. De enkelte kategorier er snævert definerede og levner ikke meget plads til nuancer, og afvigelser accepteres ikke. Tonen i fængslet er hård, og alle har paraderne oppe. Sproget i romanen er loyalt over for stemningen og rammer på samme tid en voldsomhed i tonen og en tristesse i de monotone fængselshverdage.

Handlingen drives frem af, at hver af de tre hovedpersoner, på forskellige måder, ikke passer ind i kategorierne. For Sammi, der med dansk mor og pakistansk far går på tværs af kategorier, er det en bevidst kamp at få lov at definere sit eget tilhørsforhold. Han hedder egentlig Samir, men vil helst kaldes Sammi, han føler sig dansk, men bliver på grund af sin hudfarve ikke altid anerkendt som sådan. I stedet for at ignorere eller acceptere andres blik på sig er Sammi konstant i konflikt med sin omverden.

38783572

Henrik derimod er meget tilfreds med at blive genkendt som en ”rigtig mand”, og det både af hans kone, de indsatte og kollegaerne. Problemet for Henrik er bare, at han er homoseksuel, hvilken han selv har meget svært ved at få til at passe med sit macho image. Henrik udfordrer ikke kategorierne som Sammi gør, men er til gengæld i konstant konflikt med sig selv. Miriam har fundet sig til rette i et stille liv og taler helst ikke om sin misbrugersøn, men da han dukker op fra fortiden med en narkogæld i nakken, beslutter hun sig for at tage affære. For at betale sønnens gæld af må hun bryde loven, og dermed udviskes også grænsen mellem hende og de indsatte.

Et vigtigt spor i romanen er kærlighed, og hvordan den både kan udviske og forstærke tilhørsforhold. Sammi forelsker sig i en indsats kæreste, Henrik prøver sin homoseksuelle side af og Miriam handler af kærlighed til sønnen. Fælles for hovedpersonerne er det, at kærligheden har store konsekvenser for dem og folk omkring dem, men også at kærligheden skal hemmeligholdes, og at den får dem til at overskride etiske grænser.

Kim Fupz taler om romanen "Fangeleg" med litteraturformidler Sarah Hvidberg, april 2022.  Interviewet kan også lyttes som podcast. Find det ved at søge på Forfatterstafetten i din podcast-app. 

I Kim Fupz Aakesons roman Skyggen foran mig (2025) vender forfatteren endnu en gang tilbage til fængslet, som også er omdrejningspunkt i Bådens navn (2018) og Fangeleg (2022). Hvor de to tidligere romaner primært skildrer henholdsvis en fængselspræst og fængselsbetjente, følger vi her en tidligere indsat. Hovedpersonen er navnløs, men kaldes Paven af de andre indsatte, fordi han har læst hele Bibelen. Han afsoner en lang dom for drabet på sin kæreste, mor til deres fælles barn.

140550663

Romanen bevæger sig i tre spor. I nutiden er Paven blevet løsladt og skal begynde forfra med job, bankkonto, bolig og et liv uden for murene. Spørgsmålet er imidlertid, om han også er fri i mere end juridisk forstand. Kan han blive tilgivet – af sin søn, af den dræbtes søster og af sig selv? Som en form for sjælelig bod vælger han at gå Caminoen i Spanien i håb om at finde et svar eller i det mindste en ny begyndelse. Undervejs slår han følge med et ægtepar og deres veninde, og fællesskabet bliver en forsigtig åbning mod et liv med andre mennesker – hvis de altså kan leve med den skygge, han bærer med sig.

De to øvrige spor fører tilbage til fortiden: dels til tiden i fængslet, dels til livet før mordet. Her afdækkes et misbrug, der fører til tvangsfjernelsen af parrets barn, og som kulminerer i en voldshandling, Paven selv har svært ved at forstå. Fængslet skildres både som en grå hverdag med arbejde, madklubber og højtider og som et rum for selvopgør. Paven forsøger at begribe sin handling og den skyld, der følger med – også når tanken melder sig, om kæresten bar en del af ansvaret, og om det overhovedet er tilladeligt at tænke sådan.

Romanen kredser om skyld, skam og tilgivelse og undersøger, om straf og anger nødvendigvis fører til forløsning. Som Fupz selv har formuleret det, er tilgivelse ikke en viljesakt, men noget, man må lægge frem og håbe på at modtage: »Tilgivelsen kræver, at du angrer, sætter ord på din ugerning, fodfejl eller udåd og lægger den frem til skue, og så må du vente og se, om der er tilgivelse til dig derude. Den der med, at Gud elsker og tilgiver alle sine børn, den dur for nogle, men desværre ikke for alle« (Bine Madsen: Kim Fupz Aakeson i Avisen Danmark, 12. april 2025).