I sine to tidlige romaner minder Fupz Aakeson om Dan Turélls underfundige beskrivelser af miljøer og mennesker, f.eks. i ”Min Laslo”: ”Jeg ser kulørte lamper og huse med rustne brandtrapper alle vegne og biler med liderlige mænd kører langsomt frem og tilbage og glor ud af vinduet, de har taget slipset af og sveder og de har armbåndsure på.” (”Min Laslo”, s. 21). Det meta-litterære og sprogligt legende finder man også hos to forfattere som Nikolaj Zeuthen og Nicole Krauss.
Med sine registrerende mere end fordømmende socialrealistiske beskrivelser af almindelige menneskers problemer indskriver Kim Fupz Aakesons senere romaner sig i en dansk kontekst, hvor bl.a. Helle Helle og Dy Plambeck står som åbenlyse paralleller. Hos disse forfattere opstår dramatikken primært i detaljerede beskrivelser af almindelige menneskers hverdagsproblemer, heriblandt parforholdets usagte regler. De skriver alle uden de store armbevægelser, mens de langsomt hudfletter de følelser af mindreværd og generel tvivl, som dikterer meget menneskeligt samvær. Med sit nøgternt registrerende sprog kan Fupz Aakeson stilistisk også minde om Ernest Hemingway, som han selv nævner som en inspirationskilde.
I flere af sine romaner benytter Fupz Aakeson sig af en fortællerstil, som trækker veksler på den form for stream-of-consciousness, som Virginia Woolf er den mest berømte eksponent for. Woolf lader ofte læseren få indsigt i flere forskellige personers tanker. Det dramatiske opstår hos begge primært i de forskellige forventninger og tolkninger af situationer, som opstår, når man følger flere forskellige personers tanker. Skuffelser og misforståelser træder tydeligt i karakter, når læseren får præsenteret en scene fra forskellige vinkler, og denne teknik benytter Fupz Aakeson med stor effekt.
Flere af hans romaner tager næsten karakter af dannelsesroman, hvor bl.a. britiske Charles Dickens og franske Gustave Flaubert står som væsentlige eksponenter. Romaner som Dickens’ ”Oliver Twist” og ”Store forventninger” og Flauberts ”Følelsernes opdragelse” beskriver unge fra under- eller middelklassen, som alle forsøger at finde fodfæste i kampen for arbejde og kærlighed – oftest på egen hånd. Vi oplever i disse romaner hovedpersonerne forandre sig og opnå nye erfaringer gennem deres konfrontation med voksenlivet, præcis som man oplever det i Fupz Aakesons ”Læseren” og ikke mindst ”Pragtfuldt, pragtfuldt!”.
I kontrast til Flaubert lader både Dickens og Fupz Aakeson ofte lidt lys slippe ind i mørket mod romanernes slutning.