Hyg jer!

Citat
”GITTE: Hvordan kan man elske noget, der ikke er fejlfrit? Hvordan kan man få sig selv til at beholde noget, der ikke fungerer optimalt, med mindre man ikke har midlerne til at anskaffe sig noget, der er bedre? Hvis jeg havde en kaffemaskine, der ikke virkede, så ville jeg købe en ny, med mindre jeg ikke havde penge til det. Og hvis jeg ikke havde pengene til det, så ville jeg jo ikke blive ved med at prøve at lave kaffe på den. Så ville jeg finde andre måder at lave kaffe på, eller også ville jeg begynde at drikke te. (pause)...
Andreas Garfield: ”Hyg jer!” side 21

Andreas Garfields debut ”Hyg jer!” fra 2000 blev et julespil, der har ganske lidt med jul og vældig meget med spil at gøre. En juleaftensdag klokken fem minutter i fire mødes Gitte, hendes lillebror Jesper og hans kæreste Julie for at lege en juleleg. Legen hedder ’Hyg jer!’ og er et rollespil for fire personer, hvor hver person skal tage navn efter en evangelist og derefter følge instrukser, der gives over en mobiltelefon.

Den sidste person, der kommer til at deltage i rollespillet er Johan, som Gitte har mødt tilfældigt klokken ti minutter i fire, altså fem minutter før hun skal møde sin bror og Julie. Egentlig skulle Gittes veninde have været den fjerde deltager, men hun har meldt fra i sidste øjeblik. 

Stykket spænder over en time, både i fortalt og i real tid, hvor de fire personer afslører mørkere sider af sig selv. Den af karaktererne, der har det mest markante projekt, er Julie. Hun har altid drømt om at blive gravid juleaften for at kunne føde et drengebarn til jævndøgn i september. Hun er gået så vidt, at hun er blevet gravid og har fået foretaget en provokeret abort, bare for at få sin cyklus til at passe med at en undfangelse kan foregå juleaften. De andre karakterer afslører tilsvarende dystre forhistorier eller sider: Johan har indirekte fremprovokeret sin mors selvmord ved som barn at vælge at holde jul hos sin far, Gitte holdt op med at tro på kærligheden og lod sig nærmest voldtage, efter at hun som ung blev fravalgt af ham, hun var forelsket i og endelig er der Jesper, der ikke vil skændes med Julie, fordi han i virkeligheden slet ikke vil Julie overhovedet: Hvis først de begynder at skændes, vil han aldrig kunne stoppe igen og måske slet ikke være i stand til at styre sin undertrykte vrede: 

”- Når jeg er sammen med min kæreste, føler jeg, at jeg ikke er noget rigtigt menneske. At jeg egentlig minder mere om en bamse. (...) Det kan være, bamsen ikke er der mere. At han er forsvundet. At hun ikke har set ham i lang tid ... eller endnu værre at han ligger derinde. At han ligger parat ... med klør og spidse tænder. At han pludselig kan åbne munden og vise sine kæmpe røde tænder. (...) han griber om hendes hoved og tæsker det ind i skabsdøren, før han river det af og hamrer kløerne ned gennem hendes hals og flår hende op som en lille fugleunge.” (side 35). 

Det når ikke så vidt. De grimme sider og fantasier bliver sat i tale men ikke udlevet, og efter at de grimme ting er blevet sagt højt, er det svært at gøre dem usagt. Men selvom Jesper har sagt, at han ikke vil have et barn, at han faktisk slet ikke vil være sammen med Julie, så får det ingen konsekvens. Alle karaktererne kan blive enige om, at det bare var en leg: Det var jo ikke mig, der sagde det. Det var bare en rolle. 

I virkeligheden var rollespillet Gittes idé. Det er hende, der har fundet på spørgsmålene, selvom de på et tidspunkt bliver umulige for hende at styre – en anden har overtaget mobiltelefonens spørgsmål. Meningen med spillet er, at deltagerne skal kunne sige ting i leg, som de ikke ville kunne sige ellers. Som Gitte siger; ”For at få den her katharsiske følelse er du nødt til at fortælle det til en.” (side 27).

Her refererer teksten til katharsis-begrebet på to måder. For det første som et psykologisk begreb, altså som en metode, hvor helbredelse opnås ved at lade patienten afreagere sine indeklemte følelser. For det andet som et dramatisk begreb, nemlig Aristoteles katharsisbegreb, hvor det er en tragedies æstetiske særkende, at den ved at fremkalde medlidenhed og frygt hos tilskueren renser denne for samme slags følelser.

Ideen er altså, at Gitte vil rense og renses, så hun og de andre kan gå befriede til julefest, en fest i familiens skød, der ofte indbyder til familiære konflikter. På den måde opererer teksten også med en form for metafiktion: Hvis man som publikum går ind på præmissen om tragediens følelsesmæssigt rensende effekt, har Garfields juletragedie potentiale til at forebygge eventuelle julekonklikter.