Hjem kære hjem

Citat
”CARSTEN: Og når man så kommer herhjem, og ser folk der bare vader rundt i deres lille latterlige lorteland, med deres små fuldstændig ubetydelige navle-ego-fucking-lorte-problemer, som handler om, at køen er for lang i Netto (...)
Jeg prøvede, at der kom en kvinde hen til mig, mens jeg var dernede. En kvinde hvis mand var blevet skudt i rygraden og hendes to sønner havde fået sprængt deres ben af, af klyngebomber. Hun kommer hen og spørger, om vi kan give hende noget mad og nogle tæpper. Det kan vi ikke. Det må vi ikke. Man må kun udlevere tæpper til børn. (...)
Andreas Garfield: ”Hjem kære hjem”, side 43.

Kim og Iben er netop flyttet til Hvidovre. Kim har inviteret sin bedste ven, Carsten, til middag, så han og Iben kan møde hinanden. De er ikke kommet helt på plads, flyttekasserne står fremme, der er ingen dør på toilettet og forelskelsen hos det unge par er stadig intakt. Carsten er lige kommet hjem fra Irak, hvor han har været udstationeret. Allerede inden Carsten ankommer er Iben kritisk: Hun er ikke tilhænger af Danmarks involvering i Irak, men hun indvilliger, da det betyder meget for Kim. Carsten ankommer i uniform og med maner. På den ene side er han ekstremt velopdragen og disciplineret, han trækker stolen ud for Iben, han skænker vinen op i glassene. På den anden side bunder han velkomstchampagnen, inden de andre har nået at få noget i glassene og sige skål.

Der går ikke lang tid før samværet begynder at blive anspændt, inden længe krakelerer de gode miner og afdækker både dybe sår i Carsten men også dulgte sider af både Iben og Kim. Som Berlingske Tidendes anmelder Jakob Steen Olsen beskriver det, er det et møde mellem to verdener. Der er langt fra Hvidovre til Irak: 

”Men hvad sker der, når den perfekte forstadsidyl med ostekniv og vinterhave får besøg af den store verden? Af en dansk hjemvendt kaptajn, der skal til hyggemiddag hos den gamle soldaterkammerat og dennes kæreste, men hvis oplevelser i Irak-krigen står i grel kontrast til den privilegerede, spidsborgerlige samtalekøkkenidyl og alle de forudfattede meninger hentet fra aviserne? Soldaten er overbevist om, de danske troppers tilstedeværelse gør en forskel: ”Hvis man ikke tør gå ind i en konflikt, tager man ikke ansvar for noget..” (Jakob Steen Olsen; Dengang jeg drog af sted, Berlingske Tidende, 12. marts, 2007). 

Middagen skrider frem eller ’skrider frem’ er måske så meget sagt: Op til flere gange er Carsten eller Iben ved at gå, og selv den konsensussøgende og konfliktsky Kim når på et tidspunkt sin grænse og vil smide Carsten ud. Først her når konflikten sit egentlige klimaks, idet Carsten endelig får luft for noget af alt det, han bærer på. Den før så charmerende og nærmest flirtende soldat er tvunget i knæ, det unge par har fået afsløret et par mellemliggender, der ikke er gjort rede for. Men tiden er ikke til diskussion af parforholdet, Carsten har det tydeligvis ikke godt. Derfor ringer Kim til Carstens forældre og finder ud af, at de ikke er klar over, at Carsten er kommet hjem. Det viser sig, at han har været hjemme i tre uger, men han har endnu ikke meldt sig på hjemmeadressen, som netop er hos forældrene i Lyngby. Carsten vil ikke tale med sine forældre, men indvilliger da Kim giver ham røret. Carsten går ud på toilettet, mens Kim og Iben laver forsoningskaffe, der skal drikkes i ventetiden indtil Carstens forældre kommer. Men så langt når de ikke: Stykket slutter med at Carsten skyder sig på toilettet. Det unge par stivner, og billedet står et øjeblik, inden black out. Jacob Steen Olsen opsummerer dramatikeren Andreas Garfield og ”Hjem kære hjem” på følgende måde:

”Men han har skrevet et stykke, som ikke lander i en gold, politisk pro et contra diskussion, men derimod stiller skarpt på, hvad krigen gør ved dem, der oplever den i skudlinjen og på en uforstående hjemmefronts mangel på forståelse. Vel at mærke på en medrivende facon. ”Hjem kære hjem” viser sig at være et perfekt struktureret stykke realistisk dramatik, der udvikler sig fra satirisk komedie til rystende tragedie med største selvfølgelighed. Med et anslag, der bygger effektivt op til hovedpersonens ankomst, forberedes publikum på, at det næsten kun kan gå galt, fulgt op af ildevarslende stemninger hele vejen igennem, inden klyngebomberne for alvor falder.” (Jakob Steen Olsen; Dengang jeg drog af sted, Berlingske Tidende, 12. marts, 2007).