Vangså

Citat
”ALEX: Er det ikke hårdt?
MIE: Hvad?
ALEX: Ikke at have kontakt med sin familie.
Mie: Nå … Det er ikke min familie. Det er bare nogle, jeg er i familie med.”
Andreas Garfield: "Vangså", side 39-40.

Forudsigelighed er der ikke meget af i Andreas Garfields familiedrama, selvom stykket på smukkeste vis er konstrueret over en klassisk dramaturgisk model: Situationen etableres, problemet præsenteres og spidser til, indtil konflikten når sit højdepunkt, hvorefter den dramatiske knude løses og karaktererne går forandrede og klogere ud i livet. Historien foldes ud med så mange overraskelser og finesser, at man som publikum lader sig opsluge af familien i ”Vangså” (2009), det er så forudsigeligt, at hyggen snart må briste, at man følger slagets gang med en nærmest vellystig gysen.

”Vangså” fortæller med intensitet og elegante skift en historie om en søskendeflok fra en knust familie, søskende, der med alle gode viljer forsøger at holde sammen på ideen om en familie, mens deres fars sommerhus er ved at falde sammen om ørerne på dem. Fire søskende, Freja, Thore, Rasmus og singlen Mie og de tre kærester Alex, Xenia og Juliette udgør persongalleriet. Hvert barn har sin egen erindring om faren, der måske er det eneste, de fire søskende har til fælles. Freja og Thore er fuldblodssøskende, mens Rasmus og Mie har andre mødre, men umiddelbart har de ikke mange fællestræk, og hurtigt forstår man, at deres kontakt med hinanden er sporadisk og distanceret. Mie er familiens sorte får, især Rasmus, der er den yngste, lægger Mie for had: Han idealiserer sin far, næsten lige så fanatisk som Mie dæmoniserer ham. Andreas Garfield opsummerer persongalleriet meget rammende gennem karakteren Mie, idet hun forklarer Xenia, at de fire søskende forstærker de respektive personlighedstræk i hinanden: ”MIE: Det er kun når vi er sammen. Hver for sig er vi helt normale. Men når vi er sammen, så mødes de ting, vi har arvet og forstærker hinanden. Freja bliver taber- og offeragtig, Thore naiv og enøjet, Rasmus selvfed egoistisk, og jeg bliver utilregnelig og ondskabsfuld.” ( side 63).

Med disse marionetter har Garfield givet sig selv de perfekte værktøjer til at fortælle om familien både indefra og udefra. Set gennem kæresternes øjne er både sommerhuset og familiesammenholdet en illusion, mens i hvert fald de tre fjerdedele af søskendeflokken mener, at det tabte sommer- og barndomsland kan reddes. Symbollaget er ikke til at tage fejl af: Der er noget råddent i Vangså, ligesom der er noget råddent i familien.

Henrik Lyding skriver i sin anmeldelse af ”Vangså”:

”Syv meget forskellige typer – den udglattende, den konfronterende, den flippede, den praktiske, den ironisk-distancerende, den følsomme, den naive – og det kommer der naturligvis en masse gode konfrontationer ud af. Ikke mindst fordi deres reaktionsmønstre er så genkendelige. I scene efter scene popper små konflikter, tiltrækninger og tilgivelser op mellem personerne, mens skeletterne rasler ud af familieskabene, og huset og virkelighedens barndom langsomt falder sammen om ørerne på dem. Vi begynder i fornøjelse, fortsætter over i fortvivlelse og ender i forklaring og forløsning. Og undervejs bliver der virkelig ryddet op i både parforhold og familierelationer.” (Henrik Lyding, Vangså (Odense Teater)).

Den store konflikt i stykket er nemlig ikke bare konflikten om arven efter faren, men også om de relationer de fire søskende hver især har svært ved at indgå i. Søskendejalousi, ambitioner, egoisme og angsten for ensomheden blotlægger fragmenter af den barndom, børnene har valgt at huske som noget godt, men som i virkeligheden måske var knapt så god:

”For hurtigt bliver det klart – i hvert fald for tilskuerne – at både sommerhus og barndom har været noget af en pilrådden affære, og at det er fars skyld. Denne bedøvende ligeglade og totalt fraværende far, som har gjort børnene til personer, der har svært ved at indgå forpligtende forhold. Nu sidder de så der, i Vangså i Nordjylland, sammen med deres kærester, og skal på en weekend forsøge at samle sammen på det hele. Det er en klassisk historie om svigt, fars svigt, og konsekvenserne af det.” (Henrik Lyding, Vangså (Odense Teater)).