Inspirationen til Pincher Martin (1956) om en søofficer, der klynger sig til et lille skær midt i oceanet efter at hans skib er gået ned, er sikkert fra Goldings krigsår i flåden. Men igen er der her tale om en stærkt symbolsk situation. Tankerne, der går gennem den døende søofficers hoved, er et forsøg på at finde en eksistentiel mening, som billedet af den ensomme mand på den nøgne klippe dog ikke giver meget håb om. ”Free Fall” (1959) gennemspiller det samme tema, også med en situation fra krigen som kulisse. Denne gang drejer det sig om en fange låst inde i et lillebitte rum i et Gestapo-fængsel, hvor hans muligheder for at bevæge sig og kommunikere, for overhovedet at indgå i et meningsfuldt forhold til andre mennesker, er totalt fjernet. Tilbage er kun tankerne.
Mens disse to romaner er dystre symbolske udsagn om menneskets situation generelt, så er moralen i Goldings historie om middelalder-domkirkebyggeri Spiret, 1966 (”The Spire” 1964) til at tage og føle på. Det er en allegori om menneskelig ærgerrighed og kunstnerisk ambition, der leder tankerne hen på den bibelske historie om Babelstårnet.
Goldings krigsoplevelser går som en rød tråd gennem forfatterskabet. I ”Darkness Visible” (1979) Flammende mørke, 1981 har vi at gøre med en slags dommedagsfortælling, hvor hovedpersonen er en dreng, der er blevet stærkt forbrændt under bombningen af London. Denne roman er nok den i symbolsk henseende mest lukkede af Goldings værker, men den efterlader et stærkt indtryk alene ved en suggestiv poetisk-billedskabende kraft.
Lettere tilgængelige er trilogi-romanerne under den fælles titel ”To The Ends of the Earth: Rites of Passage” 1980, Præsten, 1982), ”Close Quarters” (1987; Tæt på, 1988) og ”Fire Down Below” (1989; Ild, dels fordi den lange skibsrejse til Australien under Napoleonskrigene i sig selv udgør et episk materiale med betydelig underholdningsværdi, dels fordi skibet og skibsrejsen udgør et traditionelt allegorisk materiale, hvis elementer relativt let lader sig tolke.
”The Hot Gates” (1965) og ”A Moving Target” (1982) er essaysamlinger, mens ”The Scorpion God” (1971) er en samling af 3 korte romaner skrevet mellem 1956 og 1971. Goldings interesse for klassisk oldtid kan ses i skuespillet ”The Brass Butterfly” (1958), notaterne om en rejse i Ægypten ”An Egyptian Journal” (1985) og den posthumt udgivne historie om oraklet i Delfi ”The Double Tongue” (1995). En hos Golding sjældent hørt humoristisk tone anslås i ”The Pyramid” (1967) om en teenage-drengs trængsler i 20ernes engelske provins og i ”The Paper Men” (1984) om en forfatters voksende irritation over en litteraturforskers intense interesse for hans liv og værk.
Selvom Golding har en del af sit tilværelsessyn til fælles med efterkrigstidens dyrkere af det absurde, er han alligevel en ener, der ikke lader sig sætte i litteraturhistorisk eller filosofisk bås. Han passer ikke ind i efterkrigstidens britiske litteraturs forkærlighed for naturalistisk beskrivelse af individer, der virker i et kompliceret samfund. For Golding var der tale om betydeligt mere fundamentale kræfter, kræfter som for andre kalder på religion, men som for ham blev til inspiration for værker, der kan sidestilles med religiøse tolkninger af eksistensen.
Golding fik i 1983 Nobelprisen som anerkendelse af sin enestående litterære indsats, og kunne fra 1988 sætte ”Sir” foran sit navn som den britiske nations påskønnelse.