Jean-Christophe Grangé er en arvtager af den franske litterære tradition, som han er opflasket med og også uddannet i; han har en universitetsgrad i litteraturvidenskab fra Sorbonne, hvor han skrev afgangsprojekt om den tidlige modernist Gustave Flaubert. Den baggrund kommer til udtryk i Grangés forfatterskab ved både et formfuldendt sprog, solide fortællinger, langstrakte, litterære passager og en god dosis intellektuelle referencer. Han fortæller selv, at han udover Flaubert er inspireret af blandt andre franskmændene Dumas og Maupassant. (Bo Bjørnvig: “Vold er det vigtigste i verden”. Weekendavisen, 2011-04-15).
Efter universitetstiden begyndte Grangé at læse krimier, og han blev især inspireret af den amerikanske forfatter James Ellroy til selv at skrive krimier. Andre inspirationskilder har været Raymond Chandler, Léo Malet og Sébastien Japrisot.(Aske Munck: “Gysets galliske virtuos”. Jyllands-Posten, 2010-03-28). Det er altså især den amerikanske, hårdkogte krimi og den franske litteraturtradition, der har formet Grangés forfatterskab. Han er blevet sammenlignet med Stephen King på grund af de mange mystiske overtoner i romanerne, og han er blevet kaldt en slags Dan Brown for tænkende mennesker. (Henrik Palle: ”Fin fransk krimi er Dan Brown for tænkende mennesker”. Politiken, 2010-03-13). Grangé adskiller sig altså markant fra både den britiske who-donnit-krimitradition og fra den aktuelle skandinaviske krimibølge, som især er karakteriseret af indgående portrætteringer af hovedpersonernes privatlivsproblemer. ”Det rager mig, om mine helte har et privatliv. De angriber efterforskningen med krum hals; graver sig fuldstændig ned i den, og jeg skriver kun om deres privatliv, hvis det har betydning for plottet,” siger Grangé. (Aske Munck: “Gysets galliske virtuos”. Jyllands-Posten, 2010-03-28)