Forbarm dig

Citat
“Nej. Vi var en slags…gruppe. Bødler fra nær og fjern. Vi underviste. Men vi foretog også en slags, skal vi kalde det ’forskning’. Undertrykkelsen var en enestående lejlighed. Uendelige mængder frisk materiale. De politiske fanger, som regimet havde arresteret i massevis.”
“Forbarm dig”, s. 266.

“Miserere” fra 2008 (”Forbarm dig”, 2009) begynder, da den eksil-chilenske og meget vellidte organist Wilhelm Goetz findes myrdet i en armensk kirke i Paris. Han har fået gennemboret den ene trommehinde med en skarp genstand og er død af smerte. I det blod, der ligger omkring hans lig, er aftryk af små børnefødder. Den pensionerede, fransk-armenske politimand Lionel Kasdan er medlem af den armenske menighed, og han beslutter sig for uden autorisation at gå ind i sagen. Det samme gør den noget yngre fransk-russiske politimand Cedric Volokine, der officielt er på afvænning for et heroinmisbrug, men har en stærk interesse i pædofilisager – hvilket han har en mistanke om, at denne sag er. De to umage men begge geniale politimænd danner derfor makkerpar. Kasdan har mistet sin hustru til cancer og har et distanceret forhold til sin søn, og derfor bliver Volokine som en erstatningsfamilie for ham.

28128290

Det viser sig snart, at mordet på organisten ikke er en enestående hændelse, da flere følger efter, og snart står de to opklarere foran et større puslespil. Sporene fører både til overlevende nazister i Sydamerika, til franske veteraner fra Algier og tilbage til Pinochets regime i Chile. Det viser sig nemlig, at den myrdede organist ikke var politisk flygtning fra Chile, hvilket man ellers hele tiden har troet. Han var i virkeligheden en af Pinochets bødler med blod på hænderne. Kasdan og Volokine befinder sig snart på jagt efter en række kordrenge, der har flere og flere bizarre mord på samvittigheden.

Handlingen er kædet sammen med tekststykker fra kapitel 51 i Salmernes bog, der handler om at blive vasket ren for synd. Denne salme hedder på fransk Miserere, og heraf romanens titel. “Forbarm dig” er en overrumplende fortælling om religiøs fanatisme, om menneskets iboende ondskab og den enkeltes potentiale for at udvikle sig til den grusomste torturbøddel. Historien er fortalt retrospektivt af en 3. persons fortæller, der ikke ved mere om sagen end de to politimænd. Den er kulørt, makaber, grænsende til det ulækre, hvilket er typisk for forfatteren. Samtidig er den lige så encyklopædisk som Grangés øvrige romaner, og man får som læser indsigt i alt fra kulturhistorie til brugervejledning i heroinmisbrug. Grangé modtog Palle Rosenkrantz-prisen for den bedste internationale krimi med “Forbarm dig”.