Hovedpersonen i “La Ligne Noire” fra 2004 (“Den sorte linje”, 2007) er den traumatiserede og desillusionerede journalist Marc Dupeyrat. I sin ungdom oplevede han flere af sine nærmeste dø under uhyggelige omstændigheder, og nu er han besat af tanken om at forstå det ondes væsen. Trods flere års research og mange interviews med fængslede seriemordere har han dog ikke fundet det, han søger. Da den verdenskendte fridykker Jacques Reverdi anholdes i Malaysia anklaget for et bestialske ritualmord på en ung kvindelig turist og mistænkt for flere andre kvindemord i Sydøstasien, øjner Marc sin chance for at nå sit mål. Han føler intuitivt at have fundet den inkarnerede Ondskab selv og dermed den guide, der skal lede ham ind i mørkets hjerte.
26675812
Under dække af at være en kvindelig psykologistuderende tager Marc kontakt til den dødsdømte seriemorder i fængslet. Men løgn avler løgn, og først for sent opdager han, hvad der er for et menneske, han har lagt sig ud med. For selv fra sin celle formår Reverdi at manipulere verden omkring sig, og snart er der ingen vej tilbage for Marc eller de personer, han tankeløst får hvirvlet med sig på sin rejse i seriemorderens blodige fodspor.
Hvor f.eks. “Ulvenes rige” havde parisiske miljøer og en grum historie om tyrkisk nationalisme, så har “Den sorte linje” et højt tempo og den udpenslede vold af særlig sadistisk karakter, der efterhånden er blevet Grangés varemærke. Sine steder prøver han at få Asien til at leve på siderne, men det ender alt for ofte i klichéprægede beskrivelser.
Grangé er kendt for sin evne til at bruge detaljer for at give sine historier liv, men i “Den sorte linje” er detaljeringsgraden unødvendig høj. Som læser skal man igennem mange lange sekvenser, før vi når ind til romanens grundlæggende præmis: Jagten på det Onde. En præmis, der til tider virker som en unødvendig undskyldning for at skrive om vold og død. Der bliver desuden trukket lidt for hårdt på genrens klichéer om seriemordere, deres ophav og deres notoriske had til kvinder. Og så er de handlingsmæssige krumspring og finurligheder i bogen lidt for forudsigelige. Det er især synd, at den afgørende drejning, der leder til romanens klimaks, nærmest er givet fra bogens første side.