Nedtælling til mord

Citat
Hun greb sit tøj fra stolen, løb ud i køkkenet og tændte for radioen. Den kørte for fuld skrue: ’Politiet meddelte for en time siden, at integrationsminister Anne Elisabeth Bülow er død. Hun blev fundet skudt få hundrede meter fra sit hjem på godset Kristinelund i Sydsjælland …’
”Nedtælling til mord”, s. 174.

Den fjerde bog i serien om Karin Sommer, ”Nedtælling til mord” fra 2007, har seriens foreløbig mest avancerede plotstruktur. Krimien begynder med mordet på Danmarks integrationsminister i maj og spoler så tilbage til april, hvorefter plottet oprulles frem mod attentatet igen. Foruden det skæve tidsaspekt i romanen adskiller handlingen sig også fra de andre bøger i serien ved at have flere sideløbende historier, der umiddelbart er uden berøringsflader, men som alligevel flettes sammen til slut. Med ”Nedtælling til mord” går Holm altså for alvor i krig med krimigenren, og det blev da også med denne krimi, at Holm for alvor overbeviste anmelderne om sit talent.

27593089

Karin Sommer er denne gang sendt til Litauen på, hvad hun troede skulle være en ren hyggetur for at skrive et jubilæumsskrift for en større virksomhed, men som i stedet viser sig at føre ind til en verden af kriminalitet og udnyttelse af det fattige Østeuropa. I Litauen møder hun en gammel dame, der beder hende om at aflevere en gave til hendes barnebarn, der er flygtet til Danmark. Hjemme igen er barnebarnet forsvundet, men nysgerrig og pligtopfyldende som Karin er, sætter hun sig for at finde ham. Samtidig er en af hendes kolleger på lige så mystisk vis forsvundet, og de to spor peger begge i retning af integrationsministerens bolig.

”Nedtælling til mord” handler om illegal arbejdskraft, trafficking og politisk spin. Og ligesom i de andre bøger er det ikke meget pænt, Holm har at sige om Danmarks tilstand.

I forhold til de tidligere bøger fylder Karins privatliv ikke nær så meget i fortællingen. Og det er på trods af, at hendes kæreste Jørgen er syg med kræft. Karins modvilje mod at tage sig af sin syge kæreste underbygges altså i teksten ved langsomt at lade ham fylde mindre og mindre i historien. Det er klart, at Karins modvilje hænger sammen med hendes egen frygt for at blive ældre. Selv om Holms erklærede mål med sin karakter ’Karin Sommer’ hele tiden har været at sætte fokus på ældre kvinders oversete plads i samfundet, så er bagsiderne ved alderdommen, som f.eks. svaghed og sygdom, alligevel svær at integrere i Karins handlekraftige karakter.