Forfatterweb -> Forfatterweb for voksne -> Grøndahl, Jens Christian

Grøndahl, Jens Christian

Udarbejdet af cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, Mediefabrikken/Dagbladet Information. November 2008.

Vi er gåder for hinanden og for os selv, siger den populære danske forfatter Jens Christian Grøndahl, som især er kendt for at skildre afstanden og tomheden i det moderne kærlighedsforhold, men også den konstante længsel efter at nå og møde den anden. Nutidsmenneskets skrøbelige identitet er i forfatterskabet uløseligt forbundet med vores opfattelse af det romantiske kærlighedsmøde. På den vis handler Grøndahls romaner ikke kun om kærligheden, længslen og begæret, men samtidig om det moderne menneskes eksistentielle grundvilkår herunder oplevelsen af tilsyneladende ubegrænset frihed overfor følelsen af meningsløshed, ensomhed og tvivl.

Jens Christian Grøndahl er desuden kendt som en forfatter, der blander sig i den politiske debat. Han har blandt andet været på banen som en af de få danske forfattere, der offentligt støttede invasionen af Irak – et standpunkt han imidlertid siden har taget op til revision, hvilket resulterede i bogen “Tre skridt tilbage”.

Faktaboks

  • Født: 9. november 1959 i Lyngby.
  • Uddannelse: Filminstruktør fra Statens Filmskole, 1983.
  • Debut: “Kvinden i midten”, 1985.
  • Litteraturpriser: Otto Benzons Forfatterlegat (1989), 3-årigt stipendium fra Statens Kunstfond (1990), Herman Bangs Mindelegat (1995), De Gyldne Laurbær (1998), Holger Drachmann-legatet (2002), BG Banks Litteraturpris (2003), De fransktalende landes litteraturpris (2003), Søren Gyldendal-prisen (2007).
  • Seneste udgivelse: “Om en time springer træerne ud”, 2010. Erindringer.
  • Forlag: Gyldendal.