Livsfælder

Indtil 1993 er der en for Simon Grotrian usædvanlig udgivelsespause, som indvarsler, at noget nyt er under opsejling. Med digtsamlingen "Livsfælder" fra 1993 tager digtene da også en drejning hen imod en mere eksistentiel tone med lange og sammenhængende digte. Timeglasset er en gennemgående metafor for endeligheden i tilværelsen. Som det hedder i digtet "Til en":
"Ørkner hvirvles op i mine timeglas, så dagen synker
langsomt ned i livet". 

Lyden fra den angste krop, skriget, er ligeledes nærværende. Det hedder således i slutningen af digtet "Månekisten":

"Med angsten som en trappe

ud af kroppen til det høje C". 

Selve samlingens titel synes også at pege på en oplevelse af de faldgruber eller fælder, livet indeholder.  

Livsfælder er kendetegnet ved flere implicitte henvisninger til den litterære tradition, hvilket fremover vil være et væsentligt element i forfatterskabet. Det ses blandt andet i digtet "Michael i drømme", der parafraserer og hylder Michael Strunges digtning, og digtet "Ode til et egetræ", der henviser til Johannes Ewalds "Ode til sjælen". Dette afsæt i andre digteres digte er dog altid en indgang til at skabe noget nyt, understreger Grotrian: "Jeg mener, det er vigtigt at være i dialog med traditionen, men også at være så fortrolig med den, at man kan tage den ved næsen. Intet i verden er helligt – i mine øjne. En enkelt linje hos en digter kan sætte mig i gang med noget helt nyt." (Stefan Kjerkegaard: At bebo en eksplosion. Weekendavisen, 1998-07-10). Det er ligeledes kendetegnene for Grotrians lyrik, at digtene refererer internt til hinanden. Allegoriske billeder af katte, fisk, hav, æg, kloder etc. er motiver, der varieres og gentages i løbet af forfatterskabet. Grotrian etablerer på denne måde en æstetisk verden af motiver, der bliver som et lukket univers.