En fragmentering og splittelse er udtalt i Simon Grotrians digtsamling fra 1999, "Porcelænsbreve" , som også viderefører tematiseringen af den poetiske skabelsesproces. Det er en proces, som kan siges at være forbundet med at føle sig indespærret og ikke kunne trænge igennem til omverdenen, indtil digtet kulminerer i en eksplosion, der destruerer tingene men også puster nyt liv i dem. Indespærringen kan ikke brydes definitivt. Digterjeget må derimod konstant placere sig midt i eksplosionen og hermed gøre brug af sin tid i livet. Som det hedder i et titelløst digt i samlingen:
"Indespærret
pløj din tid
bebo en eksplosion".
Kun ved at bebo en bevægelse, som sprænger det, som holder en indespærret, kan forløsningen lykkes.
22467638
Den digteriske kraft synes efterhånden også at stå i et tæt forhold til det guddommelige. Som det hedder i et andet digt uden titel i samlingen: "bag øjnene arbejder Gud". Der findes ligeledes en kobling mellem poesien og den religiøse erfaring. Digtningen skaber mening på papiret i form af ord med velkendt betydning. Men den ofrer samtidig ordenes mening, for ordene sættes sammen til et sprog, der næsten er tømt for logisk mening. Ved denne ofring bevæger poesien sig ind i det samme univers som den religiøse erfaring. Begge stræber efter noget, der ligger på den anden side af en rationel fornuft og den konkrete virkelighed. Der er da også en opadstigende bevægelse i mange af Grotrians digte. Som det hedder i et titelløst digt fra bogen:
"Pennen rummer ordene
der nagler os til briksen
og et lodret hav
hvis sætninger står op".
Digtet kan forstås således, at vi er naglet fast, da de digteriske ord holder os på afstand af virkeligheden. Men netop fordi ordene ikke er gennemsigtige, giver de også mulighed for at skabe en trappe af hav til himlen. Det vil sige, at de åbner for noget mere end den konkrete, sanselige virkelighed i læserens bevidsthed, hvilket kunne være en religiøs erfaring.
Den vertikale bevægelse findes i det hele taget mange steder i forfatterskabet. I Grotrians digte er man i mange tilfælde placeret helt nede i sproget. Men flere steder bevæger man sig også op over sproget, således at digtet kan betragtes i sin helhed fra et guddommeligt perspektiv.