White Girl

Citat
”Du ikke den smerte fatte. Du bare kokosnød drikke og tromme spille på. Du bare smile den tandpastasmil med din rastafletning. Du gå og dandere, du ikke den smerte kende til. Jeg sige dig, vi findes menneske med følelse, som ikke kun tænke på rytmisk musik og bare balder. Du ikke tage liv og kærlighed alvorlig, Jamaicamand. Du ikke tage mig alvorlig, når du ikke forstå min sorg.”
”White Girl”, s. 25.

Christina Hagen udgav i 2012 digtsamlingen ”White Girl”, der er baseret på en ”samling postkort skrevet af hvide mennesker”. Det vil i praksis sige en række højskoleelever, der på Hagens opfordring skrev om deres værste rejseoplevelse. Hagen har transformeret historierne fra postkortene til de tekster, som fortællerpersonaen White Girl fremfører på gebrokkent dansk med omvendt ordstilling, forsimplet grammatik og et beskedent ordforråd i 34 korte sekvenser: her møder White Girl fremmede mennesker og kulturer på sine turistrejser ud i verden.

Der er en dobbelthed i blikket på mennesker, da både den hvide piges fordomme om de fremmede mennesker OG hendes forestillinger om deres fordomme om hende – den hvide pige, der rejser ud i verden for at få autentiske oplevelser af en fremmed kultur – kommer til udtryk. Oftest føler den hvide pige sig snydt af falske smil og kunstig venlighed, der kun dækker over et ønske om at få fingrene i hendes penge eller få hende med i seng. Hun bliver ikke set som den kloge og følelsesrige kvinde, hun er, men føler sig fordømt som en rig og doven vesterlænding.

29410852

Der ligger en enorm kraft og vrede i teksterne, der på samfundskritisk vis diskuterer, hvordan danskere opfører sig både i udlandet over for de lokale og hjemme over for nytilkomne danskere. Den arrogance og fordomsfuldhed, White Girl udtrykker, slår tilbage på læseren, på danskere generelt og åbner for en diskussion om, hvordan vi taler til hinanden og om hinanden. Bogens spænding ligger mellem det ubehjælpsomme sprog og de komplicerede temaer om nationalitet, fordomme, turisme og forholdet mellem sprog og magt.

Der er mange lag af ironi og stemmeføring i ”White Girl”, og man skal dukke sig for ikke at blive ramt af (egne) fordomme. Den hvide pige har et til tider imperialistisk syn på de fremmede, når hun rejser ud i verden og forventer, at de lokale opfører sig som lokale og opfylder hendes, turistens, krav til den eksotiske og autentiske rejse. Hagen vender op og ned på gængse had- og racismestrukturer.

Baseret på et stramt koncept udfordrer ”White Girl” faste forestillinger om dem og os og opfinder et eget sprog til at markere forskelle mellem mennesker og kulturer.

 

Christina Hagen læser op af ”White Girl” på Forfatterskolen i oktober 2012.