Der er noget fandenivoldsk over Christina Hagens bøger. I “Sexdronning” er teksterne tabukonfronterende i deres indhold og samtidig eksperimenterende og vildtvoksende i deres form. De forskellige jeg-fortællere fremstår forskruede, beregnende og iskolde, og blandt disse ‘fucked up’ fortællere hersker der væmmelse, fremmedgørelse, had, magt, dobbelthed, fantasier, illusioner og dumhed. På samme tid er det også fortællinger om ‘ægte’ mennesker, om menneskelige relationer, om kvindelighed og om forskruet kærlighed.
Christina Hagen interesserer sig for det, der er imellem det vi siger, og det vi føler: ”Jeg tror, jeg interesserer mig for at teste det, der normalt betragtes som det rigtige, det gode, det sande. Da jeg skrev “Sexdronning” var motoren vrede. Jeg var irriteret over, at den litteratur jeg mødte, der beskrev sex set fra en kvindes synspunkt, altid var så pussenusset og fin og poetisk. I mine tekster vil kvinderne oftest bare kneppe en model, fordi han er lækker, have pik, fordi det har de lyst til, eller spille uskyldige udelukkende for egen vindings skyld. Jeg er træt af kvinders offerrolle i litteraturen. Jeg er træt af, at vi er så vrede på mænd, der gør os ondt. Hvis kvinderne i mine historier er stakkels, så er det som regel deres egen skyld.” (Mailinterview med Susanne Nørgaard, 2008).
Brevromanen ”71 breve til M” er en undersøgelse af menneskelig ondskab, en uendelig privat og tabuiseret egenskab. Om bevæggrunden til at skrive om ondskab siger Hagen: ”Det, som vi kalder ondskaben, er en naturlig del af os alle, som vi kun nødigt vil stå ved. Andre uønskede menneskelige drifter og træk trives jo også godt i litteraturen – jalousi, hævngerrighed, perversiteter, depression etc.” (Mikkel Fyhn Christensen og Kasper Schütt-Jensen: Ondskaben bor i os alle. Jyllands-Posten, 2013-01-26).
Et andet fikspunkt i forfatterskabet er forholdet mellem magt og sprog og spørgsmål om, hvilke magtfaktorer, der ligger i sproglige handlinger. Hagen er interesseret i, hvordan den danske middelklasse taler om minoriteter, hvordan kultureliten taler om kriminelle, og hvordan man i det danske samfund taler om udlændinge og indvandrere. I et interview i Weekendavisen sagde hun om ”White Girl”: ”Sproget fungerer som et rum, hvor vi låser alle de tabuer inde, som vi ikke kan håndtere i vores samfund. Jeg føler lede ved sproget og vil straffe det ved ikke at bruge det eller ved at ødelægge det. Jeg har følelsen af, at det akademiske, korrekte dansk er et beskidt sprog. Et sprog, der er blevet brugt for meget til at manipulere med.” (Lasse Lauridsen: Den hvide piges byrde. Weekendavisen, 2012-07-20).
I forbindelse med udgivelsen af ”Jungle” påtalte Christina Hagen i et interview i Information, at mange mennesker ikke står ved deres grimme og politisk ukorrekte holdninger, og det affødte en debat mellem forfattere, litterater og kritikere om, hvad kunst skal og må, og hvor grænsen går mellem forfatterens holdning og værkets eget udsagn. Har kunsten frit lejde til at sige og skrive, hvad den vil, eller har kunsten og kunstneren en forpligtelse på at gøre op med f.eks. sexisme og racisme? Med ”POW POW POW” griber Hagen tilbage til en barndom i et miljø præget af utryghed og vold, og som hun siger i bogens pressemeddelelse, så er det en bog om ”at blive så fortrolig med vold og uforudsigelighed i et barndomsmiljø, at man som voksen trives bedst i netop det.” I den bog forener hun sin sociale indignation med sine sproglige undersøgelser af magt og identitet.