Allerede året efter sin debut udgav Kirsten Hammann bogen ”Vera Winkelvir” (1993), der skildrer en figur, der lever i en verden fuld af lak, plastik og lyserøde kjoler. Romanen består af dagbogsoptegnelser, der skildrer titelpersonens liv i cirka et halvt år. Som dagbogsroman er ”Vera Winkelvir” imidlertid både indholdsmæssigt og formmæssigt højst ejendommelig og anderledes end traditionelle dagbogsromaner. Bogen fremstår stærkt fragmenteret i sin komposition. Der er ikke tale om et genkendeligt univers men om korte punktnedslag i Veras liv, som ikke kædes sammen til en fremadskridende kronologi. Vi præsenteres for dagligdagsoplevelser som frisørbesøg, rejser og gåture, men situationerne har ikke et egentligt forløb og handlingsgang. Teksten beskriver den nærsanselige og konkrete verden, men den skildres så abrupt, at den fremstår usammenhængende. Den sanselige beskrivelse er dog værd at bemærke, for det er et af kendetegnende ved forfatterskabet. Hør blot beskrivelsen af Vera på stranden: ”Juli er blevet alvorlig. Den blæser og kaster salt i huden på Vera. Ind i hendes næse og øjne og ører. Juli og Vera leger popcorn.”
25760727
Også sprogligt er teksten fragmentarisk med korte, sideordnede sætninger og en gentagelse af de samme scener og sproglige sekvenser. Det giver bogen et manisk og næsten rablende præg, der forstærkes af bogens energiske, viltre og til tider rasende tone. Allitterationen i navnet Vera Winkelvir – det vil sige gentagelsen af den samme konsonant i navnet – peger også på den iboende gentagelsestrang og på den ironi, der frem for overblik og spændingsdynamik præger romanen. Fortællerpositionen adskiller sig også fra den traditionelle dagbogsroman, da Hammann har valgt en 3. persons fortæller, hvilket lægger en distance til det fortalte. Samtidig er der dog ikke tale om en udenforstående fortæller, for det perspektiv, der fortælles fra, er hele tiden Veras. Talesproglige vendinger giver også teksten en subjektiv karakter og bekræfter det indvendige perspektiv.
”Vera Winkelvir” er ikke et psykologisk portræt. Vera er snarere en formel, tekstlig instans end et menneske; en fiktion, der alene findes i de linjer, hvor hun tildeles at tale. Hun er opfundet som romanfigur. Teksten peger på sig selv som tekst, og der er således tale om en skrifttematik og om en metafiktiv konstruktion – det vil sige, at teksten gør opmærksom på sig selv som fiktion. At Vera er noget andet end et menneske understøttes også af, at det betydningsindhold, hun tildeles, hele tiden skiftes ud i løbet af bogen. Vera er alt fra seriemorder til fluemenneske, 37 millioner molekyler, et ryatæppe, en sukkergris …
Det gentages i løbet af romanen, at nogen har opfundet Vera, og nu må hun selv finde på resten. Men det er netop det, Vera ikke kan, på trods af sin stræben efter at skabe sammenhæng og mening. Man kan derfor også se figuren som et subjekt i opløsning, der ikke formår at skabe sig selv som en substantiel størrelse, og romanen som et signalement af en moderne mennesketype, som bestandigt skifter skikkelse i en verden, hvor der ikke findes faste referencerammer at orientere sig i forhold til.