Tænk hvis man kunne opleve ulandenes nød og elendighed på sin egen krop blot ved at gå ind ad en bestemt hoteldør. Så ville man kunne nå at købe ind, hente barn, bage pandekager, elske med sin mand og i det hele taget leve sit komfortable liv samtidigt med, at man forsøger at sætte handling bag sine ord og dårlige samvittighed over verdens ulighed. Det er udgangspunktet for romanen ”En dråbe i havet” fra 2008. Hovedpersonen hedder også i denne roman Mette, også kaldet Mette Mæt, og ligesom i Hammanns forrige bog er et af grebene i romanen, at hovedpersonen både udstilles og fremstilles som en figur, læseren kan identificere sig med: ”Når jeg hænger Mette ud, overdriver jeg også de værste sider i mig selv. Og ikke engang overdriver, for jeg må indrømme, at jeg også selv er en egoistisk skid. Jeg vil af et rent barnligt hjerte meget gerne hjælpe, men jeg kan også finde på at slukke for fjernsynet midt i en hungerkatastrofe. Det skal vi jo også kunne, ellers ville vi blive skøre og løbe rundt i gaderne og råbe: »Hjælp de fattige«, ligesom den sære dame i min bog. Det var nok sådan, vi burde gøre, men hun er jo tosset og sidder på et herberg. Hun er som barnet og den fulde mand, der siger sandheden.” (Tine Winther: ”Hammann: Jeg er også selv en egoistisk skid.” Politiken, 2008-08-23).
27373917
I romanen har forfatteren Mette besluttet sig for at skrive en bog om verdens fattige, men hun har ikke lige tid til at rejse og vil egentlig også helst fortsætte sin trygge tilværelse. Da organisationen Hjælp tilbyder hende at træde ind i et virtuelt rum, hvor hun for et par timer ad gangen kan opleve Den Tredje Verdens problemer, slår hun til. Som romanen skrider frem, viser det sig dog, at det ikke er så let for Mette at leve i de to verdener samtidigt. Og ved romanens slutning, da Mettes egen nære verden falder fra hinanden, erfarer hovedpersonen, at man aldrig kan vide sig sikker på lykken.
Hammann fremstiller i sin bog den blanding af indignation, dårlig samvittighed og behov for at lukke øjnene, som er del af den vestlige verdens reaktion på verdens ulighed og ulandenes massive problemer. Hammann gør det på en sådan måde, at læseren ikke gives noget svar på, hvordan man bør handle. Hun viderefører den dobbelte figur af identifikation og udstillende kritik, som også var central i ”Fra smørhullet”, ligesom legen med sproget og humoren er genkomne elementer. Med sin slutning formår bogen at åbne op for forskellige fortolkningsmuligheder af det, som har udspillet sig i historien. For måske handler bogen lige så meget om to mennesker og deres forskellige tilgange til virkeligheden, og om en kærlighed som forsvinder.
Kirsten Hammann fik Danske Banks litteraturpris 2008 for ”En dråbe i havet”.