Søskendeparret Hammer skriver klassiske whodunit politiromaner med et veludviklet blik for et traditionelt, socialdemokratisk Danmark. Selv om handlingen er sat i nutiden, er det med et brunt strejf fra halvfjerdserne og et støvet lysindfald fra halvtredserne og tresserne. Det er navne som Konrad og Komtessen. Det er miljøskildringer med gamle nedslidte folkeskoler og broderede klokkestrenge og amagerhylder i de små stuer. Det er institutioner og individer, som udveksler og agerer og reflekterer med en gammel klassebevidsthed og langsommelighed. Det er sproget, som er omhyggeligt ladet med små registerspring, typisk indslag af skriftsprog i dialogen og vendinger, som ligger højere end det øvrige stilleje (årsagsadverbialer er formentlig det typiske eksempel med 'således' som det mest udbredte), hvilket giver det lidt af den samme stivhed, man forbinder med gamle politiserier.
Afviklingen er i sig selv uprætentiøs med et perspektiv til politiet og et til forbryderne i “Svinehunde” og indsnævring til kun et, politiets, i “Alting har sin pris”. Romanerne er forankret i realismen med psykologisk afdækning af karaktererne. De bryder med realismen i sin brug af ondskaben som et fantastisk eller sensationelt element.
Selvtægtstemaet, som vi kender fra en lang række amerikanske voldsfilm, er omdrejningspunktet i “Svinehunde” og dukker op mod slutningen i “Alting har sin pris”. Ifølge et interview til Dagbladet Information ønsker forfatterne med temaer som pædofili og selvtægt at bane vejen for en diskussion af de moralopfattelser, vi normalt tager for givet: “De fleste mennesker er vel i udgangspunktet imod selvtægt. Men det er som om, der aktiveres en indre hævner, så snart talen falder på pædofili,” siger Lotte Hammer.
“Det, der har været interessant for os, er at beskrive den indre svinehund, som vi alle løber rundt med og som instinktivt får os til at tænke: Klyng dem op!, når vi snakker om pædofile. For hvem er så i virkeligheden forbryderne? På den måde er virkeligheden jo kompliceret: Pædofile behøver ikke kun at være umennesker. Og alle os, der er vrede på dem, behøver ikke kun at være gode.” (Rasmus Bo Sørensen: Søskendeparret, der blev Danmarks nye krimiduo. Dagbladet Information, 2009-10-21).