Heinesen, William

Af journalist og stud.mag. Rasmus Wiin Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2010

Indledning

I færingen William Heinesens lange forfatterskab flokkes drankerne, excentrikerne og de religiøse fanatikere i små isolerede øsamfund. Fra en af Færøernes atten forblæste øer, ude midt i Atlanterhavet, udmaler Heinesen gennem sit forfatterskab særegne og fremmedartede verdener. Fra i sine unge år at skrive lyriske digte bevæger han sig senere i sit forfatterskab over realismen for endelig at finde sin egen form i det, der ofte er blevet betegnet som mytisk realisme. Hans historier er fulde af vitalitet og verdslig kådhed, men fremstår samtidig som selvstændige kosmos befolket af guddommelige originaler. Gennem koloristiske, humoristiske og ofte bizarre og groteske fortællinger træder de lyslevende frem på siderne og giver ikke blot læseren et sprællevende billede af Færøerne, men tematiserer samtidig livets tungeste og mest universelle problematikker. Ud over forfatterskabet har Heinesen også en væsentlig produktion af malerier, papirklip og journalistik bag sig.

 

Blå bog

Født: 15. Januar 1900.

Død: 12. marts 1991.

Uddannelse: Nogle få måneder på Købmandsskolen i København. Herefter journalistelev ved Folketidende i Ringsted. 

Debut: Arktiske elegier og andre digte, 1921.

Litteraturpriser: Nordisk råds litteraturpris, 1965. Færøernes litteraturpris, 1975. Kritikerprisen, 1980. Sonningprisen, 1985. Det svenske akademis nordiske pris, 1987. M.fl. 

Seneste udgivelse: Lidegaard, Else og medforfatter William Heinesen: Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen : et forelsket portræt : breve og erindringer. Gyldendal, 2011.

 

 

Indledning

Det er aftendæmring og stjernetændingstid på vores løjerlige gamle planet, dette vort udgangspunkt og fodfæste i Altet: Jorden, den formørkede soldrabant, hvor menneskene bor, prisgivet dens tyngdes fangenskab og ansigt til ansigt med himmeldybets evigt ufortolkelige kryptogrammer.

William Heinesen: ”Laterne magica”, side 9.

I færingen William Heinesens lange forfatterskab flokkes drankerne, excentrikerne og de religiøse fanatikere i små isolerede øsamfund. Fra en af Færøernes atten forblæste øer, ude midt i Atlanterhavet, udmaler Heinesen gennem sit forfatterskab særegne og fremmedartede verdener. Fra i sine unge år at skrive lyriske digte bevæger han sig senere i sit forfatterskab over realismen for endelig at finde sin egen form i det, der ofte er blevet betegnet som mytisk realisme. Hans historier er fulde af vitalitet og verdslig kådhed, men fremstår samtidig som selvstændige kosmos befolket af guddommelige originaler. Gennem koloristiske, humoristiske og ofte bizarre og groteske fortællinger træder de lyslevende frem på siderne og giver ikke blot læseren et sprællevende billede af Færøerne, men tematiserer samtidig livets tungeste og mest universelle problematikker. Ud over forfatterskabet har Heinesen også en væsentlig produktion af malerier, papirklip og journalistik bag sig. 

Blå bog

Født: 15. Januar 1900.

Død: 12. marts 1991.

Uddannelse: Nogle få måneder på Købmandsskolen i København. Herefter journalistelev ved Folketidende i Ringsted. 

Debut: Arktiske elegier og andre digte, 1921.

Litteraturpriser: Nordisk råds litteraturpris, 1965. Færøernes litteraturpris, 1975. Kritikerprisen, 1980. Sonningprisen, 1985. Det svenske akademis nordiske pris, 1987. M.fl. 

Seneste udgivelse: Lidegaard, Else og medforfatter William Heinesen: Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen : et forelsket portræt : breve og erindringer. Gyldendal, 2011.

Baggrund

William Heinesen (1900-1991) er født og opvokset på Færøerne, hvor han også, bortset fra et kort ophold i Danmark, levede hele sit liv. Dette har i høj grad præget hans forfatterskab, der kun sjældent bevæger sig uden for Færøernes grænser. På trods af dette skrev han dog gennem hele sit forfatterskab på dansk, som blev talt både i hjemmet og i skolen og indtil hjemmestyreloven fra 1948 var hovedsproget på øerne. Hans moder var særdeles interesseret i kulturlivet og var selv en glimrende pianist og et gennemmusikalsk menneske, mens faderen var handelsmand og ikke interesserede sig meget for åndslivet. Faderens forretning omfattede blandt andet skibsrederi, hvilket dukker op som motiv flere steder i Heinesens forfatterskab, som befolkes af de fiskere, spekulanter, forførere, kunstnere og aparte intellektuelle, som William Heinesen gennem barndommen lærte at kende i den gamle del af Tórshavn Tinganæs. I blandt andet hovedværket ”De fortabte spillemænd” skildrer han Tinganæs under navnet Skindholmen og fremmaner billedet af et myldrende liv og et ikke mindre mylder af originaler: ”Det var Folk, jeg kendte meget godt i min barndom, jeg boede der jo. Skindholmen er Tinganæs” (Bjarne Nielsen Brovst: ”Det muntre nord – William Heinesens liv og digtning”, side 77).

Heinesen skriver om den konkrete virkelighed, han er vokset op og lever midt i. Han giver den dog sin egen tone, og det Tórshavn man møder i værkerne er et magisk sted, som ligesågodt kunne have været et rent fiktivt spind. 

Heinesen var i sin barndom stærkt optaget af religion og fortæller blandt andet om sin fascination af en på Færøerne residerende engelsk missionær. Han vendte sig dog hurtigt mod sekterikerne, som hans kristne moder også afskyede. Hvor han respekterede og havde sympati for religion som sådan, afskyede han den fordømmende og livsundertrykkende missioneren som intet andet. Hurtigt blev hans livssyn herudover præget af marxismen, som ungdomsvennen, den senere digter, Christian Matras allerede sværgede til i en ung alder. Da Heinesen som ung kom til Danmark mødte han desuden Hans Kirk, som han satte stor pris på og hvis ideologiske livssyn kom til at øve en stærk indflydelse på Heinesens anden roman Noatun (1934). Et værk om en gruppe udflyttere, som efter en lovændring får mulighed for at grundlægge et nyt lille fiskersamfund.

Matras var ikke den eneste spirende digter, som spillede en rolle for Heinesen gennem de unge år, og især barndomsvennen Jørgen-Frantz Jacobsen, som blev berømt for sin eneste roman ”Barbara”, fik stor betydning for Heinesens liv. I 1916 rejse de tre vordende digtere til Danmark for at uddanne sig, men William brændte ikke meget for lærdommen på Købmandsskolen i København, som hans far nærmest havde lokket ham ind på. Han lavede ikke andre lektier end sine danske stile, som til gengæld vakte begejstring, og efter få måneder på skolen blev han smidt ud. Herefter tog han til Ringsted for at blive journalistelev på byens avis Folketidende.

William Heinesens to år yngre bror Heine kommer til Danmark i 1918 for senere at udvandre til Canada, hvor han i en ung alder bliver offer for tuberkulosen, som i 1938 også blev Jørgen-Frantz Jacobsens skæbne. Den gennemtrængende livsglæde i Heinesens værker ejer således den vægt og alvor, der opstår som resultatet af, at man vælger at elske livet på trods og ikke blot fordi, man ikke har grund til andet. Efter at have ladet grublerierne og tungsindet fylde meget i sine første digtsamlinger, erkender han med egne ord den simple sandhed i La Rochefoucaulds ord: ”På sorgen kan man lige så lidt som på solen stirre ufravendt” (kommentar til digtsamlingen ”Stjernerne vaagner” fra 1930). 

Da Heinesens fader under Anden Verdenskrig bukker under efter blandt andet uheld med forretningerne og dør som følge af sygdom, bliver det William, der må overtage. Gennem et langt liv, der nåede at kaste syv digtsamlinger, seks novellesamlinger, syv romaner samt en del billedkunst af sig, nåede Heinesen altså også at virke inden for den handelsvirksomhed, hvis aktører han flere steder i sit forfatterskab sætter spørgsmålstegn ved. Han kæmper dog konstant for at gøre forfattergerningen til sit levebrød, og efter voksende folkelig anerkendelse med udgivelsen af ”Noatun” og ”Den sorte gryde” gør succesromanen ”De fortabte spillemænd” fra 1950 det endelig muligt for Heinesen at leve af forfattergerningen. I 1991 dør William Heinesen efter et langt og virksomt liv og efterlader sig Færøernes vel nok betydeligste forfatterskab.   

Arktiske elegier

William Heinesen var blot 21 År, da han debuterede med digtsamlingen ”Arktiske elegier og andre digte”. Samlingen består af naturdigte og er inddelt i fire dele: ”Arktiske elegier l”, ”Arktiske elegier ll”, ”De stille steder l” og ”De stille steder ll.” I de to første dele tematiseres forfaldet og døden, og vinterens skumrende våde verden fungerer som motiv: ”Nu vandrer bort den korte Dag / en luvslidt Mand med Byrde på Bag. / Der staar et angst og forkuet Gys / af Himlens sidste, grønblege Lys. / De sorte Tuer og Stene ser ud / som vred de sig bange i Bøn til Gud. / Men Stormene hvisker paa deres Vej: / Han hører dem ej, han hører dem ej (fra digtet ”Opbrud”).

Naturen er den ordnende urkraft i kosmos og på den beror alt. Hvor dens kynisme og kulde her er i centrum, anes der dog også et spinkelt håb og lidt varme i samlingens første to dele. Det hedder blandt andet, at ”en Genlyd endnu hang / af den korte sommers Gang,” samt ”Lever du endnu / som en Planterod, / dybt i Muldlag gemt, / Der vil blomstre op / næste vaade Vaar?” Naturens cykliske gennemspilning af sin egen død og genfødsel indgyder på denne vis håb, og samlingens anden halvdel er gennemsyret af en hvilen i glæden over naturens vårlige genopståen og i forvisningen om, at efterårets og vinterens komme ikke betyder enden, men blot er en fase, som man må stå igennem, før forårets spirer atter bryder frem af den sorte muld og solens varme smil tvinger de mørke regntunge skyer på flugt.    

 

”Nat og morgen” fra ”Samlede digte, side 46:

Se Solen rød og uden Varme staar –
nu véd vi, at det maa mod Enden lakke;
der stiger Skygger om os, mens vi gaar
ind under Vinterens Tag med bøjet Nakke. 

De flokkes, mens vi famler os tilrette,
og gamle Lejer finder frem igen,
og naar vi gaar til Hvile, graa og trætte,
det sidste Lys er langsomt svundet hen. 

Brænd Arne i det vinterkolde Rum,
og væv dit Net af røde Vemodstraade.
Nu er det Nat, og Verden ligger stum,
og alt er Gaade. 

Nu er det Nat. I drømme ser jeg gaa
en Sædemand, henover sorte Vidder.
Han skrider oprejst frem mod Gryets Blaa.
Jeg ser ham gribe i sin Sæk og saa. 

Paa nøgne Grene vaagne Fugle sidder
og hilser ham med glad og stille Kvidder.
 

Den sorte gryde

Så, nu må du samle dig, din tuderumpe! Siger Martha bydende. For du skal da ikke også klædes på? Hold så op med at flæbe! Uha, hvor er du ækel! … Du forbarmede: Her kommer han for at følge sin egen broders lig til graven, og så bærer han sig sådan ad. Først bruger han den modbydeligste mund mod sin stakkels svigerinde … løgn og sludder det hele! Og så stikker han af fra de andre og kommer hønefuld hjem klokken tre om natten. Hvis du var min svoger, så …! Rub dig så! Det haster!

William Heinesen: ”Den sorte gryde”, side 225.

I den satiriske roman ”Den sorte gryde” fra 1949 bevæger Heinesen sig over mod det spor i forfatterskabet, der senere er blevet betegnet som mytisk realisme. Historien udspiller sig i den lille by, som omgiver Kongens havn, i daglig tale ”Gryden.” Gryden ligger for enden af en smal fjord i læ mellem de færøske fjelde, der dog ikke yder megen beskyttelse mod bombeflyene, der ind imellem trækker skygger hen over havnen og den omgivende by. Vi befinder os i tiden omkring Anden Verdenskrig, og Færøerne er besat af englænderne. På denne vis bliver det lille samfund forbundet med resten af verden, men handlingen overskrider dog ikke landets grænser, og Gryden fungerer gennem værket stadig som Heinesens typiske ramme – den isolerede lilleverden. Her færdes en lang række af de sære karakterer, som hver især repræsenterer typer, der går igen gennem hele Heinesens forfatterskab: sekterikeren og den driftige forretningsmand (ofte i én og samme person), naturens sønner i form af sømænd og fiskere, spekulanter, udsvævende bohemetyper, tusindkunstnere og ubekymrede spillemænd, forbrydere, kyske skønheder og forførende almuepiger. Alle livets mest basale dyder og laster, glæder og sorger, håb og skuffelser koncentreres i Grydens relativt lille persongalleri, og heri ligger en del af nøglen til den mytiske følelse, som Heinesen forlener sine små samfund med. Karaktererne fremstår virkelige, men peger samtidig ud over sig selv og fungerer som inkarnationer af bestemte typer. Typer der hver især kan ses som inkarnationer af de universaler, som guderne i verdens gamle religioner (den græske, nordiske etc.) typisk repræsenterer: Kærligheden, udskejelsen, havet, kunsten osv.

I centrum af handlingerne står fire søstre, hvis liv på hver sin måde følger en tragisk linje. Det er de fire Kvanhus-piger, der sammen med deres gamle far Elias bor lidt oppe ad fjeldet over Gryden. Deres eneste broder sømanden Ivar sørger for penge til husholdningen, men dræbes under et luftangreb på havet, hvor en af krigens mange amoralske færøske forretningsmænd havde sendt ham ud for at tvinde guld på krigen.      

De fire søstre er den skæggede og, vil rygtet vide, trolddomskyndige Thomea, den åndssvage Alfhild, den mandeglade søster med det sigende navn Magdalena og sluttelig den smukke Liva. Liva, der sammen med forretningsmanden med den bizarre moral Hr. Opperman er det nærmeste vi kommer en hovedperson, er værkets kyske Afrodite. Hun øver en særlig tiltrækning på Grydens mænd, men siden hendes kæreste, Johan, blev ramt af tuberkulose er hun dog blevet stærkt religiøs og følger verdensfjern den lokale sektleder Simon Bager.

Selv sektlederen Simons liderlighed bliver dog naturligvis vækket af Liva, og Heinesen udstiller med satanisk glimt i øjet hans hykleriske kamp mod sin indre djævel. Religionen spillede og spiller stadig en afgørende rolle i det færøske samfund, og Heinesen udstiller i en lang række af sine værker med barok satire sekterikernes indædte og blinde kamp mod alt det, som giver livet mening og fylde. Kampen mod seksualiteten og livets andre sanselige glæder, som før har spillet en stor rolle i Livas liv krænger over, og efter at Tuberkulosen har taget Johan fra hende erkender hun, at hun har Satan (glæden ved verdslige glæder) i sig, og at det faktisk giver en følelse af frihed at opdage og acceptere det. Efter erkendelsen ender hun dog hos sin tidligere arbejdsgiver, byens uudgrundelige rigmand og velgører Opperman. Han drikker hende fuld og forgriber sig på hende, mens hans kone ligger døende i deres hjem. Liva bliver skør som sin lillesøster, og livet går videre i den lille flække, mens det øvrige persongalleris spraglede flok ukueligt fortsætter deres grotesk determinerede slingretur gennem livet.

 

 

De fortabte spillemænd

I døren til smedjen kommer nogle underligt ravende fakkelbærere til syne, vridende sig under mørke, rallende latterbrøl. Saa kommer en mand i skjorteærmer. Han bærer et flag paa en stang. Det er grev Oldendorp! Det er intet rigtigt flag, der vajer fra stangen. Det er et signalflag, gult og med en sort kugle i. Et mærkeligt skæbnesvangert undergangens vartegn.

William Heinesen: ”De fortabte spillemænd”, side 192.

Hvor ”Den sorte gryde” stadig befandt sig nærmere det realistiske og virkelighedsbundne end det mytiske, bevæger William Heinesens næste roman ”De for tabte spillemænd” (1950) sig længere ud mod den mytiske pol og befinder sig et sted midt imellem de to yderpunkter. Som i ”Den sorte gryde” er værket langtfra nogen simpelt fremadskridende fortælling, men snarere et vildt maleri af livet, som det leves i en lille afkrog af verden. Ligesom ”Den sorte gryde” fandt sit tyngdepunkt i Kvanhuspigerne og undersøgelsen af seksualiteten og dennes konflikt med det sekteriske væsens livsundertrykkelse, lægger også ”De fortabte spillemænd” vægten på en bestemt del af og på en særlig gruppe af karaktererne i et lille færøsk samfunds simultant dionysiske fejring af livet og fattede sørgen over dets indimellem tragiske brutalitet.   

I centrum af handlingen står spillemændene, som læseren følger på deres farverige færd gennem livet frem mod deres uundgåelige undergang. Spillemændene repræsenterer den del af samfundet, som nok ligger inde med en god del kulturel kapital, men alligevel i vid udstrækning må hutle sig gennem tilværelsen og aldrig eller kun i korte glimt når at opleve den stabilitet og tryghed i livet, som følger med økonomisk velbjergethed og evnen til at acceptere og få det bedste ud af samfundet, som det nu engang er skruet sammen.

Den virtuose vindharpebygger Kornelius dør tidligt og efterlader sig sønnerne Moritz, Sirius og Kornelius. Moritz bliver en glimrende violinist, og hans søn Orfeus, som fremtidens håb knytter sig til, udvikler sig til et rent geni udi musikken. Sirius bliver en i sin samtid miskendt digter, som må klare sig med omskifteligt arbejde som lærer og malerlærling. Efter sin død bliver han dog en anerkendt digter, og eftertidens respekt udtrykkes gennem Heinesens inddragelse af litteraturhistorikeres karikerede besyngelse af hans geni. Kornelius, der bliver en helt ferm komponist, overlever sine to brødre med mange år, men er samtidig den særeste og mest handicappede af de tre, der som alle Heinesens vindende karakterer netop henter deres sympatiske menneskelighed i deres fejl og mangler. Alle er de forfaldne til svir og udsvævelse, og ligesom i ”Den sorte gryde” optræder den lokale sekt som det mest forskruede og karikerede af alle værkets elementær. I spidsen for gruppen af vandvidsfrådende dommedagsudsyngere står sparekassebestyrer Ankersen, og som så ofte i Heinesens værk samles kapital og gudfrygtighed her i én og samme person.

Ud over disse to grupper møder vi i værket et veritabelt festfyrværkeri af originaler, hvoraf en stor del, ligesom de tre brødre, er på kant med normaliteten. Som en uortodoks håndhæver af retfærdighed og en brutal hævner over hykleri og udspekuleret lusk finder vi den gamle søulk Ole Brandy. Åndeligheden og den mindre frelste teologi inkarneres i Magister Mortensen, og naturligvis har den lille udørk også sin egen spåkone og heks. Pludselig dukker hendes forsvundne søn Matte-Gok desuden op som en diabolsk ulykkesfugl og begynder at sprede ulykker omkring sig.

Gennem hele værket spiller vejret ind som en magt, der holder skæbnen i sin hånd, og gang på gang beskrives begivenheder med en logik, der står med mere end én fod plantet i myternes og ikke rationalitetens bed. Således bliver skildringen af lillebyens kollektiv til en mytisk skildring af livet som sådan.   

 

Det fortryllede lys

Udenfor på det åbne tun er der nu sket hvad der plejer at ske: Grylen er blevet balstyrig, hun tumler sig trampende hid og did, kvædende stemmer trænges i hendes indre som af flere mænd i dans, og halen skratter øredøvende. Og se nu: pludselig løfter hun forparten som en gejl hingst og udstøder en vrinsken så hård og livagtig, at den går alle gennem marv og ben – et umenneskeligt mesterværk af lyd, som ingen glemmer, der engang har hørt det.

William Heinesen: ”Det fortryllede lys”, side 43.

Heinesens første novellesamling ”Det fortryllede lys” fra 1957 er et stærkt udtræk af den motivkreds og tone, han i sine tre foregående romaner ”Den sorte gryde”, ”De fortabte spillemænd” og ”Moder syvstjerne” (1952) udviklede.

Novellernes gennemgående fokus er spændingsforholdet mellem dogmatisk religion og gammeldags folkelig overtro, men også sanseligheden, den blotte fortælleglæde og masser af lokalkolorit og mange sære eksistenser er der blevet plads til. I ”Tartaros” gør Heinesen vægtige kolleger som Homer, Vergil samt Dante kunsten efter og tager læseren med en tur ned i underverdenen, mens han i ”Det vingede mørke” kryber ind i barnesindet og på en tur gennem øde gader og mørke marker lader læseren genopleve den fantasifuldhed og følsomhed, som behersker barnets oplevelse af verden.

”Grylen” er en fantasifuld og barok behandling af folkelig overtro. Det er fortællingen om en overnaturlig skabning, Grylen, der hvert år til fastelavn kommer til live og stiger ned fra den forsagte bonde Unge-Dunalds loft. Hele den lille by, der som vanligt hos Heinesen udgør rammen, er optaget af den massive og lodne kvindeskikkelse, når hun atter kommer frem og farer fra hjem til hjem, for som oftest at få stukket gaver i form af steg og andet godt ind under pelsen. Med halen slæbende efter sig og hornene strittende ud fra panden bevæger den uhyggelige skabning sig herefter op på byens lille torv og kaster sig ekstatisk ud i en dyrisk og seksuelt ladet rituel dans for herefter at slæbe sig ud af byen. Under pelsen gemmer Dunald sig naturligvis. Han er på én og samme tid fortvivlet og ophøjet, og han ved, at han, når han vender hjem, i flere uger vil blive ignoreret af sine døtre og især sin hustru, som græmmer sig over ham. Hun gruer hvert år for den ene aften, hvor han så aldeles skifter karakter og drikker, ter sig og viser sig i forklædning under hele byens bevågenhed. Han har gjort det hvert år til fastelavn i nu fjorten år, og før ham stod hans far bag det karnevaleske vanvid. Grylen er en del af byens tradition og trækker på veksler fra folkelig overtro og kultiske handlinger.

Grylen står som modpol til Gud og er snarere i ledtog med Satan, Pan og Dionysos, der inkarnerer udsvævelser, dyrisk seksualitet, druk og dans. Samtidig inkarnerer alt dette dog den livskraft og kærlighed til livet, som Heinesen skatter så højt. Han er ikke blind for de mørke sider, som også er en del af denne sværgen til dennesidigheden og verdsligheden. Men som altid omfavner han livet som et udeleligt hele, og i hans værker, som i en af hans inspirationskilders, den gamle salmedigter Thomas Kingo, følges sorgen og glæden ad gennem livet. 

 

Tårnet ved verdens ende

I stilheden høres den fjerne lyd af stjernedråbers dryp fra himlen. Lyden ekkoer i hele det store himmelhvælv. Lyden er den eneste lyd i himlen og på jorden. – Lyden kommer fra en vandhane, der ikke er rigtigt lukket. Ensom, ensom er den dryppende vandhane i verden.

William Heinesen: Tårnet ved verdens ende, s 11.

William Heinesen betegner sin sidste roman ”Tårnet ved verdens ende” (1976) som en ”poetisk mosaik-roman om den yngste ungdom.” Romanen indledes med barnets første bevidsthed om den verden, det er blevet født ind i. Et mikrokosmos som i barnets bevidsthed bliver til selve kosmos. Barnets lilleverden er simpelthen VERDEN, og den første opfattelse af den er poetisk og endnu uspoleret af logik og rationelle forklaringer. Således begynder bogen: ”På den tid da jorden endnu ikke var rund, men havde begyndelse og ende, knejste et herligt tårn ved verdens yderste rand.”

Efterhånden bliver det klart, at tårnet er det lokale fyrtårn, og senere endnu bliver det klart, at jorden slet ikke har en ende, men er rund.

Bogens fortæller er ”Amaldus, Erindreren, den bedagede,” som tre fjerdedele inde i det tyvende århundrede sidder ved slutningen af sit liv og drømmer sig tilbage til sin barndom og tidlige ungdom. Han kan ikke sige sig helt fri for at ærgre sig over, at han i billedlig forstand nu selv befinder sig ved verdens ende og blot kan se tilbage på det liv, som yngre mennesker nu bevæger sig igennem, mens han i alderdommens fængsel selv er tvunget til blot at se tilbage. Men det er også et mageløst liv han kan se tilbage på, for Amaldus drømmende erindring er mageløs.

Fra de allerførste leveårs magiske opfattelse af verden, som gengives i korte kapitler med titler som ”Aftenens horn,” ”Vandhanen,” ”Røg,” og ”Ordene,” bliver kapitlerne længere, efterhånden som det fortællende og kronologisk fremadskridende i stigende grad tager over, i takt med at værket skrider fremad og drengen Amaldus bliver ældre og begynder at opfatte verden anderledes. Fortællingen stopper ved Amaldus første spirende seksualitet og en længere periode i sygesengen som følge af et fyrværkeriuheld nytårsaften.

Med disse tab af uskyld slutter værket, og den bedagede Amaldus lægger skrivetøjet fra sig og svarer efter en lille blund på sit eget spørgsmål ”Var der så ikke mere?”: ”Bevar mig vel, jo! For da jeg atter vågnede af min lette blund var det holdt op med at sne, og mellem langsomt sejlende skybanker funklede stjernerne over havets udstrakte gulve – den hvide Capellas dejlige krystal, Aldebaráns røde topas […].” At Amaldus har opgivet sin barnlige tro på, at verden har en ende, hvor et tårn står og knejser, betyder ikke, at hans verden er blevet affortryllet. Tværtimod. Stjernehimmelens poetiske mysterium overgår alt, og for Amaldus vil det altid være livets poesi, der fylder og henrykker. Bevidstheden om dette blev gennem ungdommen stadig mere klar efterhånden som Amaldus nærmede sig erkendelsen af, at han, ligesom sin Onkel Prosper, sin Morbroder Hans og Hans’ venner, selv var, hvad hans far kaldte en dosmer. En dagdriver og en dagdrømmer. En håbløs kunstnertype der ikke havde meget lyst til at fungere som tandhjul i samfundslivets snurrende mekanisme. Han stod i modsætning til ”de gode pærer,” rationalitetens virksomme mænd der løftede ansvar og altid bar rundt på en tyngende og vigtig bekymring. Amaldus er altså i samme båd som de fortabte spillemænd og alle de andre originale skikkelser, som Heinesen gennem sit forfatterskab har fremstillet som de livets alkymister, der kan forvandle selv den mest grå og fortrydelige byge til en guldregn af musik, dans og livsglæde.

Livets mytiske kraft

En af Heinesens vigtigste kvaliteter er evnen til at lade det mytiske og det realistiske flyde sammen i en troværdig fremstilling af livet. Han omfavner livet og viser, hvor elskeligt det er med sine udsvævelser, eventyr og umuligheder.

Hos Heinesen bliver selve livet mytisk i hænderne på de, der lader det vokse og ikke spærrer det inde som for eksempel sekterikerne, hvis tilværelse netop bliver flad og fad, fordi de ikke forstår, at det transcendente og mytiske ligger i livet og ikke i efterlivet. Det guddommelige findes i følge Heinesen ikke i den immaterielle og strenge patriark Gud. Snarere er det at finde i åbenbaringen på bunden af en flaske brændevin eller i tonerne fra en violin stemt til lystig dans. Hos Heinesen står Dionysos, Pan og Afrodite i væsentlig højere kurs end kristendommens ulastelige søn og strenge fader. Gud og Jesus giver, ikke i den strenge og livsknægtende opfattelse af kristendommen, som Heinesen oplevede på Færøerne, ganske enkelt ikke livet plads til at udfolde sig i al sin mangfoldighed og frydefulde syndighed. På Færøerne var kristendommen et vigtigt element i tilværelsen hos en befolkning, der hver dag lagde deres skæbne i hænderne på de voldsomme naturmagter, hvis luner de som blandt andet fiskerination var helt afhængige af. Skulle Heinesens mytiske realisme være født ud af nogen reel mytologi, måtte det frem for kristendommens derfor snarere være den græske, den nordiske eller den brogede folketro, som også spiller en væsentlig rolle på Færøerne. Her bliver der ikke præket afholdenhed, men er tværtimod guder for alle livets aspekter og ikke blot én streng alfaderlig Gud. I for eksempel ”De fortabte spillemænd” inddrager Heinesen eksplicit den græske mytologi, mens han i ”Her skal danses” fantaserer om den nordiske mytologis tre norner Urd, Verdandi og Skuld.

Derudover skildrer han gennem hele forfatterskabet folkedansen og de gamle kvad som en levende del af den færøske folkesjæl og ikke blot som antikveret kolorit, der udstilles for turismens skyld. På denne vis er Heinesen en loyal ambassadør for og formidler af færøsk kulturhistorie, og hvor han er kritisk over for de sekteriske dommedagsdyrkeres usunde missioneren, skriver han overgivent om den livskraftige folketro, hvis forestillinger om huldre og trolde hos ham forekommer som en selvfølgelig del af livet på de forblæste klippeøer.

Hos Heinesen er selve livet det guddommelige, og samtidig med at hans univers er særdeles realistisk har det også et stærkt mytisk skær og får det blandt andet i kraft af, at Heinesen spejler det store i det små, og på denne måde behandler livets universaler gennem fremstillingen af den begrænsede verden, som hans Færøerne udgør. Den realistiske verden får i hans hænder en mytisk spændvidde og gyldighed, som samtidig gør det klart, at livets mening ikke findes i en transcendent virkelighed. Den findes lige her i en mytisk virkelighed, der først affortrylles idet, man søger at transcendere den og dermed punkterer den. For at nå livets essens skal man ikke lukke øjnene og søge indad. Tværtimod må man spærre dem op og se den poetiske skønhed og meningsfuldhed i almindeligheden, som Heinesen besynger gennem hele sit forfatterskab. I ”Tårnet ved verden ende” gøres besyngelsen eksplicit i en art hymne til almindeligheden, der altid træder til, når livet ser mest sort ud, og grublerierne tårner sig op:

”Men så var der almindeligheden – i den var der altid trøst at finde, og den vendtes der altid tilbage til, ofte i løb, i vildskab, i en slags uimodståelig forelsket higen.

Almindeligheden er dagen idag, igår og altid.

Almindeligheden er røgen, der ved middagstid stiger af alle skorstene og driver bort for vinden.

Almindeligheden er en grå kat, der løber hen over en vej

”Tårnet ved verdens ende”, side 150.    

 

Stil og karakteristika

Den mytiske realisme, som i nogen grad er at finde i ”Den sorte gryde” fandt sin færdige form i skæmteromanen ”De fortabte spillemænd” og udvikledes herefter gennem Heinesens mest mytiske og poetisk kalejdoskopiske romaner ”Moder syvstjerne” og ”Tårnet ved verdens ende” samt i de mange novellesamlinger, som kom i perioden fra 1957 til 1985. Denne del af forfatterskabet er vel at regne for Heinesens mest blivende og originale bidrag til litteraturhistorien. Man må dog ikke glemme, at Heinesen tillige var en vigtig lyriker i især mellemkrigsårerne, hvor han i perioden 1921 til 1936 udgav fem digtsamlinger, som gjorde ham til en navnkundig poet, der måtte kæmpe hårdt for også at blive anerkendt som prosaist. Digtene var kendetegnet ved en stærk naturfølelse, og Heinesen har selv udtalt at den kosmiske følelse er uundgåelig på Færøerne. De små øer fylder ikke meget mellem Himlen og havet, som til gengæld fylder meget i både synsfeltet og bevidstheden hos færingerne og er helt centrale motiver i Heinesens digte. Havet og himlen er farlige kræfter, der grådigt sluger skibe og suger huse løs fra grunden.

 Samtidig er de dog også de alfaderlige elementer, som ordner verden i et meningsfuldt hele. De er altings perspektiv, og allerede i denne opfattelse af naturen får man et indtryk af den mytiske virkelighedsopfattelse, som i prosaforfatterskabet skal komme til at spille en afgørende rolle. Himlens og havets guder Poseidon og Zeus er ikke vigtige som eksplicitte motiver i digtene, men implicit hersker de i stort set hver eneste linje.

Efter at have udgivet sine fire første digtsamlinger, forsøgte Heinesen at bryde igennem hos et større publikum ved hjælp af prosaens folkelige gennemslagskraft. Debutromanen ”Blæsende gry” fra 1934 blev dog ikke nogen succes, og den blev kritiseret for at være for ambitiøs og have for mange løse ender. Det var en socialt engageret murstensroman, men Heinesens komposition lå fjernt fra datidens danske socialrealisme og kritiske realismes logisk fremadskridende fortællerytme. Han åbenbarede sin verden i små bidder, som læseren så selv måtte stykke sammen til et hele. Denne tendens til at skrive en lyrisk og fragmenteret prosa har dog, på trods af debutromanens manglende succes, i det væsentlige holdt sig gennem hele forfatterskabet. Efter ”Blæsende gry” (som i 1961 blev redigeret ned til et kun halvt så langt og meget strammere komponeret værk) udkom i 1938 "Noatun", der fik en mere nådig modtagelse af både publikum og anmeldere. Efter denne ligeledes socialt engagerede roman begyndte Heinesen den del af sit forfatterskab, som gennem årerne fik flere kritikere til at se ham som en værdig nobelpriskandidat. Menneskene i romanerne og novellerne der fulgte herefter var stadig realistiske og de lyriske beskrivelser allestedsnærværende. Den kosmiske fornemmelse fra digtene spiller ligeledes en afgørende rolle. Niveauet er dog ganske enkelt blevet hævet, idet Heinesen er blevet en mere øvet romanforfatter og har fundet frem til en stil, hvor han kan forlene ovenstående karakteristika med en løssluppen humor, der bæres af groteske og bizarre hændelser og beskrivelser, uden dermed at give køb på alvoren. Han forfalder aldrig til blot at fiske efter et grin. Smerten og tragedien ikke blot lurer, men er åbenlyst til stede midt i al morskaben, og de poetiske skildringer bliver aldrig distanceret skønmaleri, men fremhæver tværtimod menneskets farlige magt og menneskets magtesløshed i verden.

Som mere atypiske udgivelser i den sidste del af forfatterskabet udsendte Heinesen de to digtsamlinger ”Hymne og harmsang” (1961) og ”Panorama med regnbue” (1972) samt middelalderromanen fra Færøerne ”Det gode håb” (1964).

 

Beslægtede forfattere

Gennem sit lange forfatterskab bevægede William Heinesen sig i mange retninger, og ikke overraskende er hans inspirationskilder derfor også mangfoldige. De bindes dog i vid udstrækning sammen af en gennemgående vitalitet og kærlighed til det verdslige liv. En kærlighed så stor, at netop det mest verdslige i deres forfatterskaber ofte kommer til at fremstå mytisk gennem en enten panteistisk naturfølelse eller blot en ophøjelse af menneskelivets skønhed og menneskenes forunderlighed.

Som ung mand i Danmark mødte Heinesen Otto Gelsted samt Hans Kirk, og de to fik afgørende indflydelse på hans værk. Gelsted blev hans redaktør og var stærkt medvirkende til, at hans første digtsamling ”Arktiske elegier” (1921) blev udsendt. Med sin store viden blev Gelsted, ifølge Heinesen selv, desuden hans ”universitet,” mens han og Kirk aldrig rigtig snakkede sammen om deres bøger. Ingen af dem var æstetiske i deres syn på verden. De interesserede sig for menneskene, som var omdrejningspunktet for deres samtaler. På trods af dette blev venskabet med Kirk dog afgørende for Noatun, som ofte sammenlignes med Kirks ”Fiskerne.”

I 1924 læste Heinesen Thøger Larsens naturdigte, som blev hos ham livet igennem. Den samme naturfølelse som man finder i Thøger Larsens digte, finder man hos Johannes V. Jensen, som Heinesen også beundrer på grund af hans klare og lyriske sprog. Hans holdninger brød han sig ikke om, men hans talent som forfatter anerkendte han, og hans egne skildringer af den færøske natur rummer noget af den samme barske skønhed og vitalitet som Jensens digtning.      

Som vennen Jørgen-Franz Jacobsen giver Heinesen den lille øgruppe Færøerne et litterært udtryk og alene af denne grund kan de to siges at være beslægtede. Endelig kan endnu en forfatter som især ved sit livssyn og sin kærlighed til menneskene og særligt de skæve eksistenser siges at være i nært slægtskab med William Heinesen. Nemlig amerikaneren John Steinbeck.

 

Bibliografi

Romaner, digte og noveller

Heinesen, William: Arktiske Elegier og andre Digte. 1921. Digte. bibliotek.dk
Heinesen, William: Høbjergningen ved Havet. 1924. Digte. bibliotek.dk
Heinesen, William: Sange mod Vaardybet. 1927. Digte. bibliotek.dk
Heinesen, William: Stjernerne vaagner. 1930. Digte. bibliotek.dk
Heinesen, William: Blæsende Gry. 1934. Roman. bibliotek.dk
Heinesen, William: Den dunkle Sol. 1936. Digte. bibliotek.dk
Heinesen, William: Noatun. 1938. Roman. bibliotek.dk
Heinesen, William: Den sorte gryde. 1949. Roman. bibliotek.dk
Heinesen, William: De fortabte spillemænd. 1950. Roman. bibliotek.dk
Heinesen, William: Moder Syvstjerne. 1952. Roman. bibliotek.dk
Heinesen, William: Det fortryllede lys. 1957. Noveller. bibliotek.dk
Heinesen, William: Gamaliels besættelse. 1960. Noveller. bibliotek.dk
Heinesen, William: Hymne og harmsang. 1961. Digte. bibliotek.dk
Heinesen, William: Det gode håb. 1964. Roman. bibliotek.dk
Heinesen, William: Kur mod onde ånder. 1967. Noveller. bibliotek.dk
Heinesen, William: Don Juan fra Tranhuset. 1970. Noveller. bibliotek.dk
Heinesen, William: Panorama med regnbue. 1972. Digte bibliotek.dk
Heinesen, William: Tårnet ved verdens ende. 1976. Roman. bibliotek.dk
Heinesen, William: Her skal danses. 1980. Noveller. bibliotek.dk
Heinesen, William: Laterna magica. 1985. Noveller. bibliotek.dk

Biografi

Lidegaard, Else og medforfatter William Heinesen: Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen : et forelsket portræt : breve og erindringer. Gyldendal, 2011. bibliotek.dk

Om forfatterskabet

Link

ABC-Litteratur Fin website om Heinesens forfatterskab. Her findes bl.a. citater fra anmeldelser samt resumeer af artikler og bøger om Heinesen.

Artikler

Isaksen, Jógvan: Mellem middelalder og modernitet : omkring William Heinesens prosa. Amaldus, 2004. bibliotek.dk
Brovst, Bjarne Nielsen: William Heinesen, Jørgen-Frantz Jacobsen og Barbara. Poul Kristensen, 2000. bibliotek.dk

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på William Heinesen bibliotek.dk

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Brovst, Bjarne Nielsen: Det muntre nord – William Heinesens liv og digtning. Centrum, 1987. bibliotek.dk
Davidsen, Mogens: ”William Heinesen” i Danske digtere i det 20. århundrede (Bind 1). Gads Forlag, 2002. bibliotek.dk
Udskriv denne side