Livets mytiske kraft

En af Heinesens vigtigste kvaliteter er evnen til at lade det mytiske og det realistiske flyde sammen i en troværdig fremstilling af livet. Han omfavner livet og viser, hvor elskeligt det er med sine udsvævelser, eventyr og umuligheder.

Hos Heinesen bliver selve livet mytisk i hænderne på de, der lader det vokse og ikke spærrer det inde som for eksempel sekterikerne, hvis tilværelse netop bliver flad og fad, fordi de ikke forstår, at det transcendente og mytiske ligger i livet og ikke i efterlivet. Det guddommelige findes i følge Heinesen ikke i den immaterielle og strenge patriark Gud. Snarere er det at finde i åbenbaringen på bunden af en flaske brændevin eller i tonerne fra en violin stemt til lystig dans. Hos Heinesen står Dionysos, Pan og Afrodite i væsentlig højere kurs end kristendommens ulastelige søn og strenge fader. Gud og Jesus giver, ikke i den strenge og livsknægtende opfattelse af kristendommen, som Heinesen oplevede på Færøerne, ganske enkelt ikke livet plads til at udfolde sig i al sin mangfoldighed og frydefulde syndighed. På Færøerne var kristendommen et vigtigt element i tilværelsen hos en befolkning, der hver dag lagde deres skæbne i hænderne på de voldsomme naturmagter, hvis luner de som blandt andet fiskerination var helt afhængige af. Skulle Heinesens mytiske realisme være født ud af nogen reel mytologi, måtte det frem for kristendommens derfor snarere være den græske, den nordiske eller den brogede folketro, som også spiller en væsentlig rolle på Færøerne. Her bliver der ikke præket afholdenhed, men er tværtimod guder for alle livets aspekter og ikke blot én streng alfaderlig Gud. I for eksempel ”De fortabte spillemænd” inddrager Heinesen eksplicit den græske mytologi, mens han i ”Her skal danses” fantaserer om den nordiske mytologis tre norner Urd, Verdandi og Skuld.

Derudover skildrer han gennem hele forfatterskabet folkedansen og de gamle kvad som en levende del af den færøske folkesjæl og ikke blot som antikveret kolorit, der udstilles for turismens skyld. På denne vis er Heinesen en loyal ambassadør for og formidler af færøsk kulturhistorie, og hvor han er kritisk over for de sekteriske dommedagsdyrkeres usunde missioneren, skriver han overgivent om den livskraftige folketro, hvis forestillinger om huldre og trolde hos ham forekommer som en selvfølgelig del af livet på de forblæste klippeøer.

Hos Heinesen er selve livet det guddommelige, og samtidig med at hans univers er særdeles realistisk har det også et stærkt mytisk skær og får det blandt andet i kraft af, at Heinesen spejler det store i det små, og på denne måde behandler livets universaler gennem fremstillingen af den begrænsede verden, som hans Færøerne udgør. Den realistiske verden får i hans hænder en mytisk spændvidde og gyldighed, som samtidig gør det klart, at livets mening ikke findes i en transcendent virkelighed. Den findes lige her i en mytisk virkelighed, der først affortrylles idet, man søger at transcendere den og dermed punkterer den. For at nå livets essens skal man ikke lukke øjnene og søge indad. Tværtimod må man spærre dem op og se den poetiske skønhed og meningsfuldhed i almindeligheden, som Heinesen besynger gennem hele sit forfatterskab. I ”Tårnet ved verden ende” gøres besyngelsen eksplicit i en art hymne til almindeligheden, der altid træder til, når livet ser mest sort ud, og grublerierne tårner sig op:

”Men så var der almindeligheden – i den var der altid trøst at finde, og den vendtes der altid tilbage til, ofte i løb, i vildskab, i en slags uimodståelig forelsket higen.

Almindeligheden er dagen idag, igår og altid.

Almindeligheden er røgen, der ved middagstid stiger af alle skorstene og driver bort for vinden.

Almindeligheden er en grå kat, der løber hen over en vej

”Tårnet ved verdens ende”, side 150.